Bagmændene sendte advarsler rundt, da Spiegelhauer nærmede sig
Operation X tager til USA for at jagte de mænd, der trak milliarder ud af den danske statskasse. Dette er kapitel et ud af to.
- Det her er for amatøragtigt. Elendig plan!
Morten Spiegelhauer hamrede håndfladen mod panden. Der var helt stille i bilen.
Manden i den store, sorte Land Rover var netop kørt forbi os for tredje gang. Denne gang blinkede han med forlygterne. Han legede med os.
Sekunder før havde vi forsøgt at nærme os hans hjem. Vi var der for at konfrontere ham med hans rolle i danmarkshistoriens største svindelnummer, sagen om svindel med udbytteskat for 12,7 milliarder kroner.
Netop som vi var svinget ind på hans vej i et af New Jerseys velhaverkvarterer, kom han kørende direkte imod os.
I de adrenalinpumpende, afgørende sekunder på villavejen var alle retningslinjer om ikke at jage manden glemt. Dækkene rev i asfalten, da Morten vendte bilen, men straks efter kom den sorte Land Rover kørende mod os igen. Den amerikanske skatteadvokat Adam LaRosa var på hjemmebane på vejene i New Jersey.
Vi var til grin. Fiaskoen var total.
Gennem flere år havde vi været på sporet af ham, og da vi endelig havde ham inden for rækkevidde, slap han fra os.
Lige der var vi sikre på, at vi havde mistet muligheden for at spørge LaRosa, hvor han havde gjort af danskernes milliarder.
Det skulle heldigvis vise sig, at vi tog fejl.
En advokat med speciale i uheld
Jagten på de forsvundne danske milliarder begyndte en kold og grå forårsdag på en villavej i Maple Grove. En søvnig forstad til millionbyen Minneapolis godt 2000 kilometer fra velhaverkvarteret i New Jersey.
I bilen var vi tre mand. Bag rattet Morten Spiegelhauer, journalist og vært med mange års erfaring i at stille bagmænd til ansvar for deres handlinger. Med i bilen sad vi, Thomas og Joachim, to journalister, der i årevis havde arbejdet på at finde ud af, hvad der skete, da Danmark mistede 12,7 milliarder skattekroner til udenlandske svindlere.
Forstadskvarteret lugtede langt fra af svindelmilliarder. De fleste huse var bygget under 80’ernes økonomiske bundskrab.
Men vi vidste, at kvarteret gemte på et vigtigt spor i sagen om milliardsvindlen mod Danmark.
Indtil nu havde historien om udbyttesagen været, at den britiske finansmand Sanjay Shah havde svindlet Danmark for 12,7 milliarder kroner. Efter års research var vi nu på sporet af en anden historie. Historien om en gruppe stenrige amerikanske advokater, der har levet stille og godt i vild luksus, mens Shah er løbet med al opmærksomheden. Tilsyneladende nærstuderede de Shahs svindelmaskine og lavede deres egen i en mere simpel version. Det var den historie, vi var på sporet af, og det var den, der begyndte på villavejen i Maple Grove.
Alle sagens dokumenter pegede i retning af en person med bopæl lidt længere nede ad vejen.
Donald Dean Donaldson Jr.
En tilsyneladende middelmådig forstadsadvokat, som ernærede sig ved at hjælpe amerikanere med at kradse penge ind fra forsikringsselskaber efter færdselsuheld. Sådan så det i hvert fald ud på overfladen.
Men skal man tro både bagmandspolitiet og Skattestyrelsen, så er det ikke de eneste penge, forstadsadvokaten har kradset ind.
Donaldson skrev under på papirer, som fik 2,7 milliarder til at rulle ud af Skat i Danmark.
Det største beløb, en enkelt person har underskrevet for i hele sagskomplekset. Det ville tage en gennemsnitsdansker over 8000 år at tjene så mange penge.
Derfor har Donaldson i flere år stået højt på Bagmandspolitiets liste over hovedmistænkte i sagen, men ingen medier har nogensinde fået ham i tale.
Udklip fra en tysk ransagningskendelse.
Stemningen var anspændt, da vi nærmede os huset. Joachim var synligt nervøs, Morten var inde i sig selv og virkede sammenbidt. Det var første gang, at vi var så tæt på en central person i danmarkshistoriens største svindelsag.
Morten havde foreslået, at vi skulle gå til ham med en imødekommende, undrende og rolig facon. Ikke noget med at ligge på lur. Hans hus til rundt regnet to millioner kroner lugtede jo netop af, at der måtte være en god forklaring på, hvorfor hans navn var havnet på alle de papirer.
Vi tænkte, at han måtte have interesse i at rette søgelyset mod sagens virkelige bagmænd.
Da vi bankede første gang, puslede det i huset, men ingen åbnede.
Et forsvindingsnummer
Efter at vi i et døgns tid havde været forbi Donaldson flere gange uden det mindste tegn på, at han ville tale, var vi rådvilde og på nippet til at give op.
Vi havde parkeret for enden af Donaldsons vej, og stemningen var, som den havde været på det meste af turen - i bund. Da samtalen egentlig kredsede om at droppe Donaldson, drønede en sort bil forbi i en så rasende fart, at dens åbenlyse forsøg på ikke at gøre væsen af sig selv vækkede alle i bilen. Det måtte være ham.
Vi vendte bilen for at gøre et sidste forsøg på at få ham i tale, men da vi nåede indkørslen, var der ingen spor af bilen.
Føreren af bilen måtte have timet det perfekt, så carporten lukkede i samme sekund, som bilen var inde. Med fornyet optimisme tog Morten tilløb til at banke, men opgav, da han så skiltet på døren.
Donaldson var kommet os i forkøbet og havde skrevet en besked:
Når bagmændene slår alarm
Hvad vi på det tidspunkt ikke vidste, var, at vores blotte tilstedeværelse på villavejen sendte rystelser gennem netværket.
Der var allerede sendt flere advarsler, om at vi snusede rundt i sagen.
Bagmændene vidste, præcis hvem vi var. Gennem deres advokater havde de advaret alle, som vidste noget om sagen, mod at tale med os.
Vores besøg hos Donaldson fik dem til at sende endnu en advarsel:
- Hvis du bliver kontaktet af pressen, så er det fortsat vores råd at sige "ingen kommentarer" og gå din vej.
Men advarslen kom for sent. Flere talte allerede.
Den tavse mand på linjen
Beskeden fik hårene til at rejse sig. Den kom ud på de sene timer fra en kilde, som Thomas havde haft kontakt med i flere år.
Thomas og Whistlebloweren ringede sammen.
- Du har kontaktet en hel række mennesker.
- Ja, Donaldson ville ikke tale med os.
- De sender alle mulige advarsels-emails om, hvem I er og ... stor krise.
Men det var ikke det eneste hårrejsende i samtalen.
Der var en tredje mand med på linjen.
Det store gennembrud
Siden svindelsagen nåede offentligheden i 2015, havde vi kontaktet utallige kilder. Mønsteret var det samme.
I langt de fleste tilfælde ringede telefonen ud. Blev den taget, blev røret nogenlunde lige så hurtigt knaldet på.
En enkelt blev dog hængende.
I begyndelsen lyttede han mest og holdt sig ellers til grynt og enstavelsesord. For det meste i et chokeret toneleje. Det skulle senere vise sig, at han vidste mere, end han først gav udtryk for.
Vi har kendt hans navn fra begyndelsen, men han frygter for konsekvenserne, hvis bagmændene finder ud af, at han har taget bladet fra munden.
Derfor har vi valgt at kalde ham ‘Whistlebloweren’.
Det var ham, som ringede, da vi havde allermest brug for det, og ham, der havde skaffet den livline, vi havde brug for, da sporet i Minnesota endte blindt. Den tredje mand på linjen gav sig til kende.
Stråmanden
Whistlebloweren kendte flere af de ejere af pensionsfonde, som var blevet brugt i svindlen, men alle forsøg på at overtale dem til at fortælle deres historie havde slået fejl.
Nu var der hul igennem. Den tredje mand på linjen ville tale - på én betingelse.
Bagmændene måtte under ingen omstændigheder finde ud af, at det lige netop var ham, som talte.
Det begyndte at ligne det gennembrud, vi så desperat havde brug for. Fulde af forventning rejste vi videre for at mødes med manden, som vi kaldte ‘Insideren’.
Afbuddet
Mødestedet var en hytte i et bjergrigt og sparsomt befolket område i USA. Det var sent, da vi ankom. Vi var alle tre spændte på den pirrelige måde.
Vi var kun timer fra det, der kunne blive gennembruddet på flere års arbejde. Netop derfor turde ingen af os tro på, at vi ville få det interview, som Insideren havde lovet os.
Morgenen efter blev vores bange anelser da også bekræftet, da en besked tikkede ind få timer før det aftalte tidspunkt for interviewet.
Rådvildheden spredte sig straks. Thomas fandt telefonen frem og ringede Insideren op.
- Hej. Det er Thomas. Jeg er ked af at høre, at du ikke har det godt. Men problemet er, at vi ikke har mulighed for at udskyde. Det skal være i dag.
- Jeg ved det ikke. Lad mig ringe tilbage, Thomas. Jeg har det bare ikke godt lige nu. Giv mig nogle minutter.
- Ok, farvel.
Det begyndte at ligne historien, der ikke ville fortælles.
Insideren lød oprigtigt syg. Men som journalister har vi ofte før oplevet, at kilder er sprunget fra på målstregen. Og i denne sag var vi oppe imod kræfter større end nogensinde før.
Vi udfyldte ventetiden med at diskutere sandsynligheden for, at kilden dukkede op.
- Det er 50/50, sagde Morten.
Efter et par timer kunne Thomas se på sin telefon, at Insideren var online på den krypterede beskedtjeneste WhatsApp, som vi kommunikerede igennem.
Prikkerne indikerede, at Insideren skrev.
Vi holdt vejret og ventede på, at beskeden blev sendt til os.
Indtil da havde vi holdt os til håndtryk, men da vi fik beskeden, krammede vi af lettelse. Sådan.
Insideren ville tale og var nu på vej, men vi anede ikke, hvor stort et korthus manden, som skulle møde os inden for en god times tid, var klar til at vælte.
Insideren
Vi placerede Insideren i en lænestol foran et af hyttens vinduespartier, så modlyset rensede billedet for alle konturer af hans ansigt.
- Jeg føler, at det er vigtigt for danskerne at kende sandheden om, hvad der skete, og hvem der var involveret. Jeg er her for at rede trådene ud, så godt jeg kan, forklarede han.
Han blev rullet ind i sagen i 2013, da en af bagmændene kontaktede ham med et tilbud om en handel. “En rigtig god, risikofri handel”, havde forretningsforbindelsen forklaret.
Vi har lovet Insideren ikke at fortælle, hvor han kender bagmændene fra.
- Jeg kendte de her folk som meget intelligente og sofistikerede forretningsmænd. Deres ry er meget imponerende, sagde han og indrømmede, at han så op til dem, når det handlede om forretninger.
- Tjek din konto
Aftalen var ifølge Insideren, at han skulle oprette en pensionsfond og indsætte omkring 1000 dollar på en tilhørende konto. Fordelingen af overskuddet skulle være 95 procent til bagmændene og fem procent til Insideren, der også skrev under på en fuldmagt, så bagmændene fik kontrollen med pensionsfonden.
Da papirarbejdet var på plads, blev der stille. Insideren nåede at glemme alt om forretningen, indtil telefonen ringede et halvt års tid senere.
- Tjek din konto, sagde stemmen i den anden ende.
Der var tikket over 100.000 dollar ind på kontoen. De omkring 6000 kroner var hundrededoblet, og det skulle vise sig blot at være den første af flere overførsler. I alt modtog Insideren over en million danske kroner.
En eventyrligt god investering.
På det her tidspunkt må du have tænkt, at det var for godt til at være sandt?
- Det var bestemt i tankerne. Men jeg tænkte, at jeg aldrig ville komme til at finde ud af, hvad der præcist var sket. De havde aldrig forklaret mig i detaljer, hvad de gjorde. Så jeg tænkte, at jeg måske havde vundet i lotto.
Papirnusseren
Vi bad kilden om at sætte navn på bagmændene og forklare deres roller. Her fik vi bekræftet, at Donald Donaldson i Minnesota var en brik i et større spil.
Minnesota-advokaten havde håndteret papirarbejdet. Han var sikkert blevet godt betalt, gisnede Insideren, men ikke i nærheden af de svimlende summer, der var blevet udbetalt af Skat.
Hvem var det så, der stod bag og trak i trådene. Hvem styrede Donaldson?
- Adam LaRosa.
En skatteadvokat fra New Jersey. Han var en ledende del af netværket, der skabte det her, forklarede Insideren.
Insideren betragtede LaRosa som en tjekket fyr og en god forretningsmand. En, der tænker og handler ekstremt hurtigt.
Den beskrivelse skulle senere vise sig at stå skræmmende klart for os.
'Røverbaronen' fra New Jersey
Vi kendte allerede LaRosas navn fra retsdokumenter fra Storbritannien, USA og Tyskland. Vi vidste blandt andet, at han selv havde en pensionsfond, som han malerisk havde kaldt Raubritter. En gammel tysk betegnelse for en herremand, der udplyndrer de fattige. De var over loven.
Gennem pensionsfonden Raubritter havde han ifølge dokumenterne hentet i omegnen af 50 millioner kroner ud af Danmark. Derudover vidste vi, at han ligesom Donaldson havde underskrevet papirer for en række pensionsfonde, men i meget mindre skala.
Han bladrede gennem en stor stak papirer og tog nogle sammenhæftede sider ud.
Dokumenterne beskrev et tophemmeligt partnerskab mellem Insiderens pensionsfond og et skattelyselskab på De Britiske Jomfruøer i Caribien.
Det var et blik ind i kernen af den struktur, der var blevet brugt til at trække milliarderne ud af Skat.
I centrum var Adam LaRosa.
Udklip fra aftalen, der indsatte LaRosa som manager.
Vi måtte forsøge at få LaRosa i tale, og vi rejste derfor videre til New Jersey.
Sporet på havnen
LaRosa i New Jersey fremstod som alt det, den anonyme erstatningsadvokat Donaldson i Minnesota ikke var.
Ved siden af sin karriere som rådgiver i international skatteret med en fortid i nogle af de største revisionshuse havde han stiftet en velgørenhedsorganisation, stablet en succesfuld kæde af vinforretninger på benene og ikke mindst etableret sig som et stort navn i New Jerseys fiskermiljø.
Han rådede over to både. Den ene, en 60 fods specialbygget motorbåd til en nypris i omegnen af 16 millioner kroner. Den var lige anløbet i havnen, da vi ankom på marinaen.
Så snart LaRosas navn blev bragt på banen, blev vi anråbt af en tætbygget mand i waders.
- Er I fra Interpol eller hvad?
Manden i waders var kaptajn Greg Ryback. En af LaRosas ansatte på båden. Bag sig trak han en vogn med dagens fangst og en hale af fisketurister.
- Nej, ikke rigtig, svarede Morten grinende.
Der var ingen spor af LaRosa.
Vi kørte fra havnen til LaRosas hus. Vi havde ingen operativ plan, og den lange jagt havde slidt på tålmodigheden hos alle tre.
Vi forsøgte at bevare optimismen, men facaderne krakelerede, da vi kørte direkte i LaRosas fælde.
- Det her er for amatøragtigt. Elendig plan, sagde Morten.
Selvom det lød hårdt, satte han egentlig bare ord på det, alle i bilen tænkte. Det lignede mere og mere, at vi bare måtte acceptere det uundgåelige - at blive skrevet ind i rækken af danske journalister, der uden held har forsøgt at få fat på bagmændene i den her sag.
Men så fik vi et tip.
Der skulle være fest på havnen dagen efter. Hvem havde booket festlokalet?
Gæt selv.
Vi inviterede os selv med til festen, men først måtte vi skaffe en ny bil på lokale plader for ikke at vække unødig opsigt.
Se første del af 'Jagten på vores milliarder' på TV 2 Play nu.
Efterskrift
Overfor Skattestyrelsen hævder både Donaldson og LaRosa, at de ikke har gjort noget ulovligt.