Tre milliarder fugle er forsvundet i Nordamerika – det samme sker her, vurderer biolog

Almindelige fuglearter er begyndt at forsvinde, viser studie.

Antallet af fugle er i drastisk fald. Det viser en ny undersøgelse, der har kortlagt, hvor galt det egentlig står til.

Siden 1970 er der forsvundet næsten tre milliarder fugle i Nordamerika alene, skriver en gruppe forskere i det videnskabelige tidsskrift Science.

Det vil sige, at der flyver 29 procent færre fugle rundt i USA og Canada, end der gjorde i 1970.

Det er et resultat, der ikke overrasker biolog og naturformidler Vicky Knudsen.

- Det er et globalt problem. I Europa har vi siden 1980 mistet 420 millioner individer. Vi læner os op ad en biodiversitetskrise, siger hun i 'Go' morgen Danmark'.

Almindelige fugle forsvinder

Selvom de amerikanske og canadiske forskere bag projektet havde forudset, at fuglebestanden blev mindre, blev de overraskede over resultaterne.

- Vi havde forventet at se en tilbagegang af truede arter. Men for første gang viste resultaterne, at der også er et tab blandt almindelige fugle, siger hovedforfatter Ken Rosenberg, der er seniorforsker ved Cornell Lab of Ornithology og American Bird Conservancy, i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen viser, at det blandt andet er lærker, svaler, spurve og finker, der er blevet færre af.

- Det får mine alarmklokker til at ringe, siger Vicky Knudsen.

- Når de almindelige arter begynder at forsvinde, er det et varsel om, at biomassen – altså hvor mange individer, der er – er ved at blive mindre. Det er tragisk.

Gør haven fuglevenlig

Ifølge både Vicky Knudsen og forskerne bag rapporten er der flere årsager til massedøden blandt fugle.

Der er dog ingen tvivl om, at vi mennesker bærer størstedelen af skylden.

- Vi bliver ved med at bygge og tage plads fra naturen. Dyrene har brug for store sammenhængende naturområder, og dem ødelægger vi, lyder det fra Vicky Knudsen.

Afstemning

Alt håb er dog ikke ude, og selv hvis man blot har en lille have, kan man godt være med til at give et skub i den rigtige retning, fortæller hun.

- Ens have kan fungere som korridor, så arterne kan bevæge sig fra et naturområde til et andet. Man kan godt sætte en fuglekasse op, men naturen er bedst til at være natur, og derfor er det også en stor hjælp at lade haven stå til og vokse vildt, lyder hendes råd.

Samtidig foreslår forskerne, at man gør sit hjem fuglevenligt ved at holde katten indendørs og sørge for, at fuglene ikke flyver ind i ens ruder.

Indgriben batter

Hvis den triste udvikling for alvor skal stoppes, vil det dog kræve politisk indgriben – noget, der har vist sig at gøre en stor forskel.

For mens der bliver færre af en stor del af fuglearterne, er der kommet flere vandfugle som ænder, gæs og svaner og rovfugle som hvidhovedet ørn.

Hvidhovedet ørn er USA's nationalfugl, og det er en af de rovfugle, der har formået at formere sig i så høj grad, at der er kommet flere af dem siden 1970.
Hvidhovedet ørn er USA's nationalfugl, og det er en af de rovfugle, der har formået at formere sig i så høj grad, at der er kommet flere af dem siden 1970. Foto: Brendan Smialowski / Ritzau Scanpix

Det skyldes ifølge forskerne, at der er blevet investeret milliarder i beskyttelse af vådområder, og at insektbekæmpelsesmidlet DDT blev forbudt i størstedelen af USA i 1972. Det gjorde fuglene syge og gjorde deres æg så skrøbelige, at de ikke nåede at blive udklækket.

Se hele interviewet med Vicky Knudsen i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.