Samfund

Skuffet ægtepar kommer ikke på ferie alligevel: - Vi har glædet os i et halvt år

Flere rejsende mødte tidligt mandag morgen op i Københavns Lufthavn i den tro, at de skulle til Madeira. Samtidig er danskere strandet i udlandet.

- Nu har vi glædet os i et halvt år, og så er det bare lukket ned.

Sådan lyder det fra Poul Erik Jørgensen, der sammen med sin kone, Tove Opstrup, mandag morgen klokken syv skulle have været med Thomas Cook Airlines fra Københavns Lufthavn til Madeira i Portugal.

Men nu sidder parret i Københavns Lufthavn og venter på at kunne komme hjem til Lemvig igen. For natten til mandag indgav det britiske rejseselskab Thomas Cook, der blandt andet ejer Spies, konkursbegæring med omgående virkning.

Det betyder, at alle Thomas Cook-fly er aflyst. TV 2 følger situationen live - følg med her.

Fik tjekket den ene kuffert ind

Carsten Bech skulle også have været til Madeira – han nåede faktisk at tjekke én af sine to kufferter ind, før han blev prikket på skulderen.

- Og så fik vi at vide, at det kunne vi godt glemme, fordi flyet var blevet aflyst. Vi havde godt nok læst, at der var problemer med Thomas Cook, men vi kunne tidligt i morges se, at det var gate A23, så vi tog af sted. Men nu står vi her, siger han og fortsætter:

- Vi overlever, og vi finder et andet sted at rejse hen – nu har vi jo pakket kufferten, siger han til TV 2.

Får intet at vide af Spies

6000 andre danskere har også pakket kufferten – men de befinder sig lige nu på destinationer ude omkring i verden. En af dem er Sisse Lindstrøm, der torsdag i sidste uge rejste til Kreta med Spies og Thomas Cook Airlines.

Hun har fulgt situationen både før og efter afrejse i nyhederne, men har på intet tidspunkt fået informationer fra Spies.

- Og det har vi stadig ikke. Receptionen på vores Spies-ejede hotel ved ingenting, og det gør guiderne heller ikke. I går fik jeg en mail fra Thomas Cook om bestilling af toldfrie varer på hjemrejsen, og hotellet siger, at vi kommer hjem på torsdag, siger hun til TV 2.

Denne skærm blev de rejsende mødt med, da de mandag morgen ankom til Københavns Lufthavn.

Hun fremhæver, at stemningen på hotellet generelt er fin, og at ingen endnu mærker til, at selskabet bag Spies er gået konkurs.

- Men bekymringen er, om personalet på hotellet møder op på arbejde. Der bliver gjort rent, tjenerne er på arbejde, og strandbaren er åben, men hvordan det ser ud i aften eller i morgen, ved vi ikke. Lige nu kan vi ikke gøre andet end bare at nyde vores ferie, siger Sisse Lindstrøm.

Spies oplyser, at rejseselskabet ikke er gået konkurs, men at man har problemer med at få gæster til og fra destinationerne, fordi Thomas Cook Airlines er gået konkurs. Derfor har Spies midlertidigt stoppet for salg af alle rejser.

Du kan læse mere om reglerne ved konkurs her:

Ifølge Spies vil 1400 passagerer til og fra Københavns Lufthavn mandag blive påvirket af Thomas Cook-kollapset.

Thomas Cook i sidste uge: Ingen grund til at være nervøs

Det britiske selskab søgte tirsdag i sidste uge om konkursbeskyttelse i USA.

Samtidig lød det fra kommunikationsdirektøren i Thomas Cook Northern Europe, Fredrik Henriksson, at begæringen var "standardprocedure" i processen med at rejse kapital, og at det ikke ville få konsekvenser for deres flyvninger.

Jeg er så ked af, at de ikke er kommet af sted

Lisbeth Nedergaard, kommunikationschef Spies og Thomas Cook Airlines

Kommunikationschefen i Spies og Thomas Cook Airlines Scandinavia, Lisbeth Nedergaard, sagde samme dag til TV 2, at anmodningen om betalingsstandsning ”ikke kommer til at få betydning for danskere, der er afsted, og folk, der vil afsted. Som jeg ser det herfra, er der ingen grund til at være nervøs.”

Rejsende får besked, hvis der er ændringer

Men sådan gik det ikke, og mandag beklager både den administrerende direktør i Thomas Cook Airlines Scandinavia, Per Knudsen, og Lisbeth Nedergaard.

- Jeg er så ked af, at de ikke er kommet af sted. Vi vidste det klokken tre i morges – vi havde ingen ide om det før, så vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at informere, men vi kunne simpelthen ikke gøre noget før, siger hun til TV 2.

Den britiske rejsegigant Thomas Cook har indgivet konkursbegæring. Selskabets direktør Peter Falkenhauser undskylder over for alle kunder og ansatte.

Hun opfordrer alle, der har købt rejser gennem Thomas Cook Airlines og Spies til at holde øje med deres rejseselskab.

- De får besked, hvis der er ændringer.

På Spies' hjemmeside står der, at Spies har fuld fokus på de kunder, som er direkte påvirket af situationen.

- Vi regner med at have mere information senere i dag, står der.

Thomas Cook beskæftiger 22.000 mennesker.