60-årig død efter påkørsel af lægeambulance

Det var en U-vending, der var årsag til ulykken.

En 60-årig mand er død af sine kvæstelser, efter han søndag eftermiddag var indblandet i en voldsom trafikulykke på Lolland.

Ulykken skete på Rødbyvej ved Maribo. Her lavede en personbil en U-vending foran et udrykningskøretøj, som bragede ind i personbilen.

- En ambulance og en paramediciner kommer kørende efter hinanden med udrykning, fortæller vagtchef Lars Denholt fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Der er så tilsyneladende sket det, at bilisten er holdt ind til siden. Da ambulancen kører forbi, laver bilisten en U-vending uden at være opmærksom på paramedicineren, der også kommer kørende med udrykning bag ambulancen.

Bilisten blev alvorligt kvæstet ved ulykken, mens de to personer i udrykningskøretøjet kom lettere til skade.