Tv-krig blussede op på åben skærm - se den vrede besked her
I en besked på sort skærm i bedste sendetid anklager tv-giganten Discovery tv-udbyderen Yousee for at føre danskerne bag lyset.
Konflikten mellem en af verdens største tv-giganter, Discovery Network, og danmarks største tv-udbyder, Yousee, nåede torsdag aften nye højder.
Inden aftenens Europa Leauge-kamp i bedste sendetid mellem FCK og Lugano, sendte Discovery en besked til sine seere, hvori tv-giganten beskylder Yousee for at føre deres danske kunder bag lyset.
- Yousee siger, de er i forhandling med Discovery. Det er de ikke. Yousee fjerner Discoverys kanaler, for Yousee har taget et valg for dig og næsten halvdelen af den danske befolkning. De siger, du skal blande selv, men de mener, du skal blande dig udenom. Det er helt sort, stod der i beskeden.
Anklagen kommer som reaktion på en artikel i tirsdagens Berlingske, hvor tv-udbyderen lufter sine planer om at fjerne Discovery Danmarks kanaler fra sine faste tv-pakker.
Samtidig hævder Yousee at være i forhandlinger med Discovery om udelukkende at udbyde tv-gigantens kanaler i en 'bland-selv' løsning.
Men ifølge administrerende direktør for Discovery Network Christian Kemp er det ikke sandt.
- Det kommer som en stor overraskelse for os. I modsætning til, hvad TDC har sagt, har de ikke været engageret i en reel forhandling med Discovery, og de har ikke informeret os om denne udmelding, siger han til Berlingske.
Christian Kemp understreger over for TV 2, at Discovery ikke er interesserede i kun at være tilgængelig i bland selv-pakker hos Yousee.
Yousee håber på en løsning
Jacob Mortensen, administrerende direktør for Yousee, er, på trods af Discoverys utvetydige besked, optimistisk i forhold til mulighederne om fortsat at kunne udbyde tv-virksomhedens kanaler.
- Vi har haft et langt og godt samarbejde med Discovery, og deres kanaler er allerede en del af vores bland selv-pakker. Så jeg tror og håber på, at vi nok skal finde hinanden, siger han.
Han er ikke begejstret for tonen i Discoverys besked, der rullede over skærmen torsdag:
- Jeg er da ærgerlig over tonen i den kommunikation, som Discovery sendte ud. Jeg tror, at det bedste er, at tage dialogen ind i forhandlingslokalet i stedet for at køre den i en annoncer, siger han.
Udover beskeden inden torsdagens fodboldkamp, har Discovery offentliggjort lignende kampagner på deres egen hjemmeside og i fredagens Politiken.