TV 2 ECHO

Nybagte fædre mødes gennem Facebook: – Derfor går vi i fædregruppe

Danske mænd tager længere barsel, men mange mænd må selv stå for at finde en fædregruppe.

Første gang 32-årige Jakob Vesterager mødtes med sin fædregruppe, talte de om fødslen.

Det var i august. Mens ungerne legede, delte de deres tanker om den store oplevelse med hinanden. Hvad tænkte du? Var du også lige ved at besvime?

Det er også en kæmpe hjælp at høre, hvad andre går igennem, og hvordan de tackler det

Mads Hanley-Sandal, far i fædregruppe.

- Selvom man har oplevet det med sin kone eller kæreste, er der jo forskel på at føde og være med som partner. Og derfor giver det noget andet at tale med andre fædre om det, siger Jakob Vesterager.

Det er blot ét eksempel på, hvad den unge, barslende far har brugt fædregruppen til.

Fædregruppe gennem Facebook

Han blev ført sammen med de andre fædre gennem facebookgruppen ’Fædregrupper i København – aktiviteter for fædre på barsel’. En gruppe, hvor fædre i København i mangel på et kommunalt tilbud kan ansøge om at komme i en fædregruppe.

Og det giver noget, fortæller Jakob Vesterager, der siden august har forsøgt at mødes med sin fædregruppe en gang om ugen.

- Medmindre man har en masse venner, der også har små børn, er de ikke nødvendigvis så fantastisk interesseret i ens poder, som man selv er. Så det er et fedt forum, hvor man kan sidde og tale om alle de ting, der fylder meget for småbørnsforældre, siger han.

400 mænd ført sammen

Det er almindeligt, at mødre bliver tilbudt at komme i en mødregruppe, men de fleste kommuner har ikke et lignende tilbud til mænd. Forum for Mænds Sundhed er i gang med en rundspørge blandt de 98 kommuner, og af de 77 kommuner, der på nuværende tidspunkt har svaret, har kun 13 et tilbud om fædregruppe.

Men der er øjensynligt en del mænd, der ønsker en fædregruppe. I hvert fald i hovedstaden. Facebookgruppen, som har fundet en fædregruppe til Jakob Vesterager, har siden opstarten i 2017 ført omkring 400 fædre sammen alene i København, oplyser stifteren af gruppen til TV 2 Echo.

Også 34-årige Mads Hanley-Sandal fra Frederiksberg har brugt facebookgruppen til at finde sammen med andre fædre.

For ham har det været rart at have en fast aktivitet i løbet af ugen og at kunne dele tanker og perspektiver på det at være far.

- Det er simpelthen så dejligt at få noget feedback på det, man gør, og at få nogle gode råd og høre, hvad der fungerer for dem, siger han.

- Et unikt fællesskab

Mads Hanley-Sandal siger, at det ikke altid er så nemt at tale med vennerne om alle de udfordringer, man kan have som nybagt far. Det går nemmere, når han er sammen med andre fædre, hvor de også kan dele tanker om eksempelvis parforhold.

- Ens parforhold bliver enormt presset i en lang periode. Så det er også en kæmpe hjælp at høre, hvad andre går igennem, og hvordan de tackler det, siger han.

Danske mænd tager i dag længere barsel, end de gjorde tidligere, viser tal fra Danmarks Statistik.

Vores fædre har jo ikke nødvendigvis været på barsel og haft den oplevelse, som vi prøver at have nu

Jakob Vesterager, far i fædregruppe.

I 2016 tog de danske fædre, der boede sammen med deres partner, i gennemsnit 31 dages barsel. I 2003 var tallet 19.

Og netop det, at fædre i dag tager større del i barslen, kan ifølge Jakob Vesterager gøre, at moderne fædre har brug for at kunne tale med andre fædre om deres oplevelser.

- Vores fædre har jo ikke nødvendigvis været på barsel og haft den oplevelse, som vi prøver at have nu. Derfor får vi ikke på samme måde overleveret viden, som vores koner eller kærester får fra deres mødre.

Øremærket barsel på vej

For nylig har EU besluttet, at fædre skal have øremærket barsel. Reglen træder i kraft i Danmark senest i 2022, og herefter vil nybagte fædre have ret til to måneders barsel.

Selvom det fungerer fint for Mads Hanley-Sandal at mødes med fædre gennem Facebook, mener han, at et kommunalt tilbud er en god ide.

- For mænd er barslen relativt kort. Så det kan være svært at strikke sammen selv. Derfor ville det være dejligt, hvis det blev en del af kommunernes pakke, siger Mads Hanley-Sandal.

Også Jakob Vesterager er sikker på, at han havde takket ja, hvis kommunen havde tilbudt ham en fædregruppe.

- Jeg synes, at det er et unikt fællesskab, som alle bør have mulighed for at bruge, siger han.