Tre gange på under en måned har der været ild i en elbil fra samme firma i samme gade

16x9
Denne elbil fra selskabet DriveNow brændte 3. september. Foto: Presse-fotos.dk

Københavns Politi kalder det påfaldende og efterforsker brandene for sammenfald.

På under en måned har der tre gange været brand i lejeelbiler fra selskabet DriveNow i gaden Baldersgade på Ydre Nørrebro i København. Derudover har der også været brand i en almindelig personbil.

Til TV 2 oplyser Københavns Politi, at man har registreret brande i DriveNow-biler 30. august, 3. september og natten til torsdag. Den almindelige personbil brændte 7. september.

Ud fra den foreløbige efterforskning kan Københavns Politi endnu ikke konkludere, om der er tale om en sammenhæng:

- Ud over, at det selvfølgelig er påfaldende, at der forekommer tre brande i de samme type udlejningsbiler i samme gade inden for en kort periode. Derfor efterforsker Københavns Politi brandene for sammenfald, lyder det i en skriftlig udtalelse fra Københavns Politi.

DriveNow afventer politiet

Derudover kan politiet endnu ikke sige meget om brandene. Hverken om de er påsatte, eller om der er motiv og mistænkte. Der er dog for nuværende ingen sigtede i sagen, oplyser Københavns Politi.

square to 16x9

Alle brande er dog foregået i den del af Baldersgade, der ligger mellem Mimersgade og Nørrebrogade.

Her er brandmænd i gang med slukningsarbejdet 3. september.
Her er brandmænd i gang med slukningsarbejdet 3. september. Foto: Presse-fotos.dk
Natten til torsdag 19. september var der brand i endnu en DriveNow-bil i gaden Baldersgade på Nørrebro.
Natten til torsdag 19. september var der brand i endnu en DriveNow-bil i gaden Baldersgade på Nørrebro. Foto: Presse-fotos.dk

I virksomheden DriveNow oplever man ikke generelt, at der er systematisk hærværk mod bilerne eller generel dårlig vedligeholdelse af bilerne, siger Thomas Fog-Petersen, som er kommunikationsmedarbejder i selskabet.

Han tror dog ikke umiddelbart, at der i de tre tilfælde kan være tale om, at bilerne selv er brudt i brand, da der ikke har været meldinger om lignende episoder med selskabets biler andre steder.

- Det er for tidligt for os at sige noget om det. Nu må vi se, hvad politiet finder frem til i de konkrete sager, og så må vi tage den derfra, siger Thomas Fog-Petersen.

Derfor har man heller ikke for nuværende planer om at indskrænke tjenesten i bestemte bydele.

Sidste år suspenderede den konkurrerende biltjeneste Green Mobility midlertidigt al kørsel i områder af Sydhavnen og på det vestlige Amager i København på grund af hærværk.

I de to områder blev omtrent 25 af firmaets biler udsat for hærværk og indbrud inden for en uge, hvorefter firmaet droppede at have biler i zonerne i en kort periode.