Samfund

Alternativet vil afskaffe rødt kød i Københavns børnehaver og kantiner

Det skal være slut med at servere okse- og lammekød for børnene i københavnske børnehaver.

Borgmester vil droppe okse- og lammekød i børnehaver og kantiner i Københavns Kommune. Flertal blokerer dog.

Hakkebøffer, kødsovs og lammegryde skal ikke længere stå på menuen i københavnske børnehaver, i skolemaden eller i kommunens kantiner.

Det forslår Københavns kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde.

- Rødt kød har en massiv klimabelastning. Hvad man spiser derhjemme, står én frit for, men som kommune har vi et ansvar for at være ambitiøse i vores klimahandlinger. Derfor foreslår jeg, at vi tager det røde kød ud af måltiderne i kommunens institutioner, siger hun til Politiken.

Gælder ikke plejehjem

Helt konkret er det okse- og lammekød, der skal droppes. Forslaget omfatter ikke institutioner, hvor borgerne får al deres mad, eksempelvis plejehjem, botilbud eller mad til ældre i eget hjem, men kun de institutioner, hvor borgerne får 1-2 måltider om dagen.

Hvad bliver det næste? At de vil fjerne ternene i spegepølse?

Flemming Steen Munch (V), gruppeformand

Borgmesteren fremlægger sit forslag på mødet i Borgerrepræsentationen torsdag aften som ændringsforslag til en stor måltidsstrategi.

Strategien, som er blevet kaldt ambitiøs, har til mål at reducere klimaaftrykket fra kommunens fødevareindkøb med 25 procent inden 2025. Og strategien har opbakning fra alle partier undtagen Dansk Folkeparti.

Kan smage hakkebøf derhjemme

Men Franciska Rosenkilde vil gå endnu længere. Hun fremhæver, at det røde kød udgør tre procent af kommunens fødevareindkøb, men står for 45 procent af den samlede CO2-udledning fra fødevarerne.

Er pasta med kødsovs og hakkebøf ikke en del af madkulturen, som børn skal smage?

- Det kan de smage derhjemme, og man kan også omvendt sige, at vores madkultur skal ændre sig. I gamle dage spiste man to frikadeller og ti kartofler, mens det i dag er omvendt. Sådan ændrer vanerne sig i takt med samfundsudviklingen, og i dag står vi over for en massiv udfordring med klimaet, hvor fødevarerne spiller en stor rolle, og så har vi et politisk ansvar for at påvirke madvanerne og uddanne den næste generation til at leve bæredygtigt, siger Franciska Rosenkilde til Politiken.

Ikke flertal

Hun skal dog ikke regne med, at forslaget bliver til virkelighed. I et skriftligt svar siger overborgmester Frank Jensen, at han ikke er tilhænger af et forbud, og samme melding lyder fra samtlige borgerlige partier:

- Det her er endnu et udtryk for Alternativets hang til overformynderi overfor borgerne i forhold til, hvad de skal spise. Det er skruen uden ende, siger Venstres gruppeformand Flemming Steen Munch til TV 2.

- Hvad bliver det næste? At de vil fjerne ternene i spegepølse? Gud bevare Danmark, havde jeg nær sagt.

Hos Enhedslisten og SF er man mere positive, men uden Socialdemokratiet og de borgerlige kan der ikke samles flertal.