Spiritusbranche vil forbyde al salg af alkohol til mindreårige

Politikerne bør vedtage totalforbud for salg af al slags alkohol til unge under 18 år, mener spiritusbranchen.

Unge på 16-17 år skal slet ikke have mulighed for at købe alkohol, uanset hvor lav alkoholprocenten er.

Det mener vin- og spiritusgrossisternes interesseorganisation, VSOD, ifølge avisen Danmark.

- Alkohol er et produkt for voksne, og det er er nydelsesprodukt.

- For os drejer det sig om at sælge vores produkter på en ansvarlig måde, og det er ikke ansvarligt at sælge alkohol til mindreårige. Vi synes, det er forkert, at 16-17-årige kan købe alkohol, uanset om det er vin, øl eller cider, siger Carsten Suhrke, formand for VSOD, til Ritzau.

Lovgivningen dikterer i dag, at unge under 18 år må købe alkohol, hvis alkoholprocenten er under 16,5.

"Ikke ny holdning"

Carsten Suhrke siger til avisen, at holdningen ikke er ny i organisationen, men at den overrasker de fleste.

Jeg er da virkelig glædeligt overrasket, for det er en vigtig sag

Peter Konow, Alkohol & Samfund

En af dem, som netop er overrasket over branchens interesse i et totalforbud, er Peter Konow, som er direktør i Alkohol & Samfund.

- Det var jeg ikke klar over. Men jeg er da virkelig glædeligt overrasket, for det er en vigtig sag.

**

Perspektiv

Lovgivningen dikterer i dag, at unge under 18 år må købe alkohol, hvis alkoholprocenten er under 16,5.
Lovgivningen dikterer i dag, at unge under 18 år må købe alkohol, hvis alkoholprocenten er under 16,5. Foto: Michael Bothager / Scanpix Denmark

Reglerne er blevet strammet løbende:

I 1998 bliver der første gang vedtaget en aldersgrænse for salg af alkohol, hvor unge under 15 år ikke må købe alkoholdige drikke.

I 2004 bliver loven ændret, så alkohol ikke må sælges til personer under 16 år.

I 2011 bliver loven ændret igen. Drikkevarer med en alkoholprocent over 16,5 må ikke sælges til personer under 18 år. Du skal være 16 år for at købe drikkevarer med en alkoholprocent under 16,5.

Sælgere af alkohol i butikker og på nettet har ansvaret for, at det ikke sælges til mindreårige i deres butikker, restaurationer eller kiosker. Derfor er de forpligtet til at spørge efter ID.

***

- Det er skadeligt for en ung hjerne på 16-17 år, hvor puberteten i forvejen galoperer. Sådan en hjerne er slet ikke færdigudviklet, og det er en rigtig dårlig idé at hælde alkohol i den, siger han til avisen Danmark.

Både han og VSOD er fortørnede over, at nogle producenter producerer alkoholshots med lige under 16,5 procent alkohol i, så de helt unge kan købe dem.

Bryggeriforening: - Lad os få den anden grænse til at fungere

Bryggeriforeningen, som varetager de danske bryggeriers interesserer, er ikke umiddelbart klar på at hoppe med ideen.

- Det, vi taler om, er jo, om en 17-årig 2.g'er skal have mulighed for at købe nogle øl, hvis han eller hun skal til fest på gymnasiet.

Afstemning

- Det kan godt være, man skal opgive det, men vi tillader os bare at sige: Skulle vi ikke få 16-års grænsen til at fungere, inden vi hæver den til 18 år, hvor det alt andet lige blive endnu sværere at håndhæve reglerne, siger direktør Niels Hald til avisen Danmark.

I slutningen af august kunne Alkohol & Samfund fortælle, at mindreårige i to ud af tre tilfælde uden problemer kunne købe alkohol med en alkoholprocent på under 16,5 procent. Det vil sige øl, vin, ciders, breezers og flere typer shots.

Dermed brød en stribe af butikker loven, der siger, at de skal sikre, at ingen mindreårige køber alkohol.