Algerier døde efter batalje på fly: Danske betjente gjorde intet galt

16x9
Arkivfoto. Foto: Scanpix / Scanpix Denmark

En gruppe betjente tog fat i en mand, der skulle udleveres. Han besvimede på flyet og døde to dage senere.

Politibetjente gjorde intet galt, da en algerier endte med at dø, efter at betjentene havde lagt sig oven på ham i forbindelse med en tvangsudsendelse på et fly fra København.

Det afgør Rigsadvokaten på baggrund af undersøgelser fra Statsadvokaten og Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).

Det oplyser Rigsadvokaten i en mail til Ritzau.

Den 34-årige mand, der skulle hjemsendes til Algeriet i november 2017, gjorde modstand mod udsendelsen, og betjentene greb ind. Han endte med at miste bevidstheden på flyet, og to dage senere døde han.

Rigsadvokat: Ikke tale om ulovlig adfærd

Rigsadvokaten har ved sin afgørelse lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at betjentene udsatte manden for vold eller har forvoldt den pågældendes død ved ulovlig adfærd.

- Der er heller ikke grundlag for at antage, at polititjenestemændene i øvrigt har udøvet strafbar tjenesteforsømmelse, tilføjer Rigsadvokaten i mailen.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed indledte en undersøgelse efter dødsfaldet.

Det sker helt rutinemæssigt, når en person afgår ved døden eller kommer alvorligt til skade, mens den pågældende er i politiets varetægt.

Det sker for at sikre, at politiets ansvar i forhold til dødsfaldet efterforskes af en uafhængig myndighed.