19-årig dansker kåret til Europas bedste unge videnskabsmand

16x9
Magnus Oddershede har opfundet en ny udformning af fly-vinger, som han i fremtiden håber vil kunne spare brændstof. Foto: Unge forskere

Hans projekt har som mål at gøre fly mere klimavenlige.

Den bulgarske oplæser havde svært ved at udtale det danske navn fra scenen, men bag de snublende ord stod det alligevel klart:

Vinderen af den europæiske mesterskab i videnskab for unge, EUCYS, var 19-årige Magnus Quaade Oddershede.

I sidste ende kom jeg frem til, at der er en bedre løsning end den, man bruger i dag

Magnus Quaade Oddershede, vinder af EUCYS 2019

Foran 150 andre unge forskerspirer og deres delegationer modtog den unge dansker tirsdag diplomet i den bulgarske hovedstad Sofia.

- Jeg var først overbevist om, at jeg havde hørt forkert. Jeg kunne ikke tro det, når der var så mange gode projekter. Det var fuldstændig surrealistisk at stå med diplomet i hånden, fortæller han til TV 2.

Prisen blev givet for hans teknologiske projekt, hvor han har opfundet en ny udformning af vingespidsen på fly. En udformning, som måske kan reducere brændstofforbruget i fly og dermed CO2-udledningen.

Magnus får sit diplom af jury-formand, Attila Borics, og to af EUCYS's repræsentanter.
Magnus får sit diplom af jury-formand, Attila Borics, og to af EUCYS's repræsentanter. Foto: Unge forskere

Startede som leg

Det er Europa-Kommissionen, der står bag konkurrencen med målet om at fremme interessen for naturvidenskab blandt 15-20 årige unge fra hele Europa.

Magnus Quaade Oddershedes egen interesse for fysik og fly går helt tilbage til hans barndom. Her byggede han flymodeller og fjernstyrede maskiner i sin fritid. Derfor var det også naturligt, at det var noget af fysikken omkring et flys vinger, han skulle undersøge, da han i 3.g på Gladsaxe Gymnasium fik to uger til et projekt efter eget valg.

- I sidste ende kom jeg frem til, at der er en bedre løsning end den, man bruger i dag, siger han.

Ud fra den viden designede han den nye form på vingespidsen, der kan gøre vingen markant mere effektiv. At vingen bliver mere effektiv betyder, at den kan levere den opdrift, som flyet har brug for, med mindre luftmodstand.

Videreudvikling af projketet

Inden sin deltagelse i mesterskabet i Sofia havde han afprøvet et lille modelfly med sit nye vingedesign i en vindturbine og nu - med sejren - vil han skalere sine forsøg op.

- Jeg skal bevise, at det rent faktisk virker - også i stor skala. Derfra - hvis det viser sig at holde vand - skal det udbredes, siger han.

Magnus’ projekt ligger på et meget højt niveau, højere end normalt

Morten Lennholm, medlem af juryen

Med diplomet i hånden håber han, at han kan få adgang til en større vindturbine og 3D-printere, så han kan få det gennemtestet. Det ved han, at de blandt andet har på Danmarks Tekniske Universitet og Københavns Universitet, hvor han netop er startet på fysikstudiet.

50.000 kroner i præmie

Potentialet for Magnus Quaade Oddershedes projekt er i hvert fald lovende, hvis man skal tro juryen under mesterskabet, som kaldte det "exceptionelt godt" i deres bedømmelse.

- Magnus’ projekt ligger på et meget højt niveau, højere end normalt. Derfor var det en enig jury, der meget hurtigt fandt frem til, hvem der skulle ligge i toppen, sagde en af medlemmerne af juryen, Morten Lennholm.

Udover Magnus Odderhede har også to andre forskere fra henholdvis Tyskland og Irland vundet prisen. Desuden vandt den 15-årige dansker Emma Weiss Nielsen fra Erritsø også den europæiske fødevareindustris specialpris med sit projekt om musik for mejerikøer.

Med prisen til Magnus Quaade Oddershede følger 7000 euro svarende til godt 50.000 kroner og en billet til London International Youth Science Forum (LIYSF), som er et event, hvor unge forskere kan mødes og udvikle deres ideer.