Samfund

Ny metro kører kun i én retning om natten

Der kommer til at køre færre metrotog om natten på hverdage.

Den københavnske Metro Cityring kommer kun til at køre i én retning på hverdagsnætter. Det giver længere rejsetid.

Når togene snart begynder at køre på skinnerne i Københavns nye Metro Cityring, vil det kun ske i én retning om natten i hverdagene.

Ifølge Metro Service, som står for driften af Cityringen, skyldes det almindelig vedligeholdelse, og at metroen ikke er helt færdig endnu.

- Der er ting, som ikke er helt færdige endnu og skal rettes til. Der er også børnesygdomme og udvidelsen til Nordhavn på vej. Det kræver, at vi lukker ned for driften, siger Lars Toft Krag, der er driftsdirektør hos Metro Service til DR.

Kører ny retning hver dag

De to spor vil blive lukket på skift, og derfor vil det være forskelligt fra dag til dag, hvilken retning metroen kører.

Det kan blandt andet betyde, at man må på ekstra lange ture for at nå sit mål.

Eksempelvis kan man få forlænget sin rejsetid med cirka 16 minutter, hvis man skal fra Marmorkirken til Hovedbanegården på en nat, hvor togene kører mod urets retning.

Og det kan give store problemer på perronerne, hvis ikke der bliver informeret klart om, hvilken retning toget kører, forudser pendlerrepræsentant Tina Weber.

- Det kan ikke nytte noget, at passagererne selv skal regne det ud. Det skal være meget tydeligt, om det er med eller mod uret, siger hun.

Ekstra personale bliver indsat

Ifølge Metro Service vil der blandt andet blive indsat ekstra personale for at sikre information til de rejsende.

Det hilser Tina Weber velkommen.

- Men det allerbedste vil være, hvis man havde information helt oppe på gadeplan, inden folk bevæger sig ned under jorden, siger hun.

Pendlerrepræsentanten ser dog flere fordele ved, at arbejdet på metroen foregår om natten i hverdagene.

- Det foregår ikke i weekenderne, og man lukker kun et spor. Det vil sige, at folk skal ikke bruge metrobusser eller finde andre løsninger for at komme frem til deres destination, siger Tina Weber.

Metro Cityringen åbner efter planen 29. september.