Samfund

Afsporet Metro-tog giver store forsinkelser

Et metrotog er kørt af sporet ved Lindevang i København. Steffen Larsen / Privatfoto

Toget kørte for langt og påkørte derfor et sporskifte.

Metroen kører ikke mellem Vanløse og Frederiksberg. Metroselskabet skriver på Twitter, at man har et fejlramt tog ved Lindevang.

Ifølge Metroselskabets trafikinformation er det stadig uklart, hvornår metroen igen kører normalt. Efter al togdriften mellem Vanløse og Frederiksberg blev stoppet, skrev selskabet tidligere, at der var åbent for et tog mellem Vanløse og Frederiksberg cirka hvert kvarter.

Men fredag klokken 16.45 blev det oplyst, at på grund af en sporspæring er togdriften mellem Vanløse og Frederiksberg indstillet. Og det er den natten igennem, skriver Metroselskabets trafikinformation på Twitter.

Thor Wilkens, der er kommunikationskoordinator i Metroservice, fortæller, at der ikke var nogen mennesker i toget.

- Det ser meget dramatisk ud, men vi kalder det et fejlramt tog. Det kørte en smule for langt og påkørte derfor et sporskifte. Derfor står det og ser skævt ud, siger han.

Lige nu kan Thor Wilkens ikke fortælle, hvor længe togdriften er påvirket af uheldet, men at der er indsat busser mellem stationerne.