Samfund

Ynglende flagermus lukker idrætshal

Arkivfoto.

Alle flagermusarter er totalt fredede, og det får konsekvenser for Bjørnehøjhallen i Annisse Nord.

Efter samråd med embedslægeinstitutionen har skoleledelsen på Bjørnehøjskolen i Annisse Nord ved Helsinge besluttet at lukke skolens idrætshal, Bjørnehøjhallen.

Årsagen er, at en flagermus-koloni er begyndt at bruge den som yngleplads. Skolen er af Naturstyrelsen blevet indskærpet, at alle flagermus­arter er totalt fredede, og at det derfor er ulovligt at bekæmpe dem med gift eller fælder. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det betyder, at flagermusenes små sorte ekskrementer klæber sig fast til vægge og installationer omkring den lille sprække ved en ventilationskanal, som de har fundet ud af at komme ind gennem.

Det er netop ekskrementerne, man skal være varsom med at komme i nærkontakt med, lyder det i embedslægeinstitutionens anbefalinger til skolen, da de kan smitte med rabies.

Kan komme ud, men ikke ind igen

Bjørnehøjhallen anvendes af skolens børn i idrætstimerne samt uden for skoletid af blandt andre badmintonspillere.Pedellerne har nu fulgt anvisningerne fra Naturstyrelsen og bygget en sluse uden på den sprække, som de havde fundet.

Nu kan flagermusene finde ud af at flyve ud i det fri, men de kan ikke finde ud af at komme ind igen.

Slusen pilles ned i den kommende weekend, hvor det formodes, at alle unger er fløjet fra reden. Hvis der fortsat kan ses ekskrementer og urin på vægge og gulv, vil der blive taget ny stilling til, hvad man skal gøre.