Teltlejr uden flygtninge har kostet 20 millioner kroner

16x9
Den opvarmede teltlejr på Vordingborg Kaserne har ikke set skyggen af en asylansøger. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix Denmark

I 2016 stoppede opvarmningen af teltlejren på Vordingborg Kaserne. Men det koster stadig at vedligeholde den.

Landets sidste operationelle teltlejr har aldrig haft en eneste beboer, men den har kostet millioner at opretholde.

Udgifterne til lejren er fra 2015 til august i år løbet op i 20,8 millioner kroner. Det viser en aktindsigt fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ifølge det regionale medie Sjællandske.

Lejren blev opført på Vordingborg Kasernes område i 2015 i al hast, da flygtninge begyndte at gå op ad motorvejen fra Rødby. Men den nåede aldrig at få en beboer.

Teltlejren er i dag den sidste i landet, som kan tages i brug, hvis det bliver nødvendigt.

Minister vil opretholde lejr

Justitsminister Nick Hækkerup (S) oplyser i et svar til Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg, at han vil opretholde lejren, men måske foretage nogle ændringer, skriver Sjællandske.

Fra 2015 til 2016 blev teltlejren varmet op, og det kostede 2,9 millioner kroner ifølge Sjællandske.

I 2016 var en stor udgift til lejren, da der blev tilsluttet el og vand, og det år løb udgifterne op i 11,1 millioner kroner.

Indtil videre har lejren kostet 600.000 kroner i 2019. I 2018 kostede lejren 1,6 millioner kroner i vedligeholdelse.