Fynske Motorvej lukkes i 15 timer i oktober-weekend

16x9
Det er ikke første gang, den fynske motorvej spærres for at rive en bro ned. I 2016 blev en bro ved Middelfart også revet ned i løbet af en enkelt nat. Foto: Vejdirektoratet

Motorvejsbro skal rives ned for at gøre plads til en ekstra vejbane. Vejdirektoratet fraråder at køre over Fyn i perioden.

Tæt trafik, sneglefart og vejarbejde.

Siden april har Den Fynske Motorvej været under udvidelse, og bilister på farten mellem øerne og Jylland skal snart væbne sig med endnu mere tålmodighed, når motorvejen om godt en måned spærres i 15 timer.

Det skriver fyens.dk

For at gøre plads til et tredje spor mellem Odense V og Gribsvad skal en motorvejsbro rives ned ved Spedsbjergvej på Vestfyn. Derfor må bilister køre en omvej fra lørdag 5. oktober klokken 18 til klokken 9 søndagen derpå.

Her er motorvejsbroen, der skal rives ned

Ifølge Robin Højen Madsen, projektleder ved Vejdirektoratet, bliver der oprettet en omkørsel. Det er alligevel ikke en god ide at køre på den tæt trafikerede motorvej i perioden, lyder det.

- Man kan godt forvente, der kommer kø. Det bliver nok én til to timer. Vi vil gerne have, at folk gør, hvad de kan, for ikke at krydse Fyn mellem lørdag aften og søndag morgen.

Robin Højen Madsen fortæller, at selvom spærringen kommer til at forstyrre mange, der rejser mellem Jylland og de danske øer i weekenden, er det dér, arbejdet kommer til at forstyrre mindst muligt.

- Selvom der stadig er en del trafik klokken 18, er det der, vi har bedste plads til at gennemføre det. Laver vi kø søndag morgen, kommer den til at være der hele dagen, siger han.

Broen, der skal rives ned, er ikke bred nok til, at den nye motorvej kan løbe under.
Broen, der skal rives ned, er ikke bred nok til, at den nye motorvej kan løbe under. Foto: Google Streetview

En bredere motorvej giver sikrere trafik

Ifølge projektlederen er første halvdel af udvidelsen af den vestfynske del af E20 mellem Odense V og Gribsvad efter planen færdig i slutningen af 2020.

Til den tid kommer der til at være tre spor hele vejen fra Lillebælt til Odense, og det kommer ikke bare til at betyde lettere, men også mere sikker trafik.

- Vi er nødt til at udvide motorvejen, fordi der kommer så mange biler. Når man nærmer sig kapacitetsgrænsen, sker der flere uheld, fordi bilerne kører tættere, forklarer Robin Højen Madsen.

Motorvejsbroen, der rives ned, skal erstattes med en større og bredere bro, så også trafikken over motorvejen i fremtiden kan forløbe, som den plejer.