Danske banker kræver livsforsikring for lån

16x9
Danske Bank er en af de banker, der beder om pant i kundernes livsforsikringer. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Er der tvivl om kreditværdighed, kræver flere banker, at kunder tegner livsforsikring, som banken får pant i.

Er der tvivl om kundens kreditværdighed, kan både store og små banker finde på at forlange, at kunden tegner en livsforsikring - også selv om de har én i forvejen.

Det møder kritik fra flere sider, skriver Politiken.

Der er tale om en livsforsikring, som banken har pant i og vil kunne dække bankens tilgodehavende, når kunden dør.

Brian Stjernholm, direktør i det privatøkonomiske rådgivningsfirma Uvildige.dk, mener, at bankerne i nogle tilfælde går for langt.

- Som udgangspunkt er bankernes opgave at låne penge ud og få dem tilbage, så det er sådan set okay, at de afdækker deres risiko. Men det bliver et problem, hvis kunden får dobbeltdækning, fordi de har livsforsikring et andet sted, og der derfor bliver noget oversalg i det, siger han til Ritzau.

Forbrugerråd er skeptisk

En livsforsikring kan koste fra få hundrede til flere tusinde kroner om året. Det afhænger af dækningens størrelse og omfang.

Forbrugerrådet Tænk ser også med skepsis på bankernes adfærd.

- Hvis banken er så usikker på, om kunden kan betale lånet tilbage, mener vi ikke, at løsningen er at sælge ham eller hende et produkt mere – ovenikøbet et produkt, som gavner banken mere end kunden, siger seniorøkonom Morten Bruun Pedersen til Politiken.

Han frygter desuden, at de store finanskoncerner deler oplysninger om kunders helbred mellem deres bank og deres forsikringsselskab.

Hos finansbranchens interesseorganisationen, Finans Danmark, maner juridisk direktør Kjeld Gosvig-Jensen til ro.

Han siger til Politiken, at det kun er forsikringsselskaber, som må håndtere data om kunders helbred, og at kunderne "altid er i deres gode ret til at vælge en anden långiver".

Kunderne skal tænke sig om

Danske Bank er en af de banker, der nogle gange beder om pant i kunders livsforsikring.

Rådgivningschef Stina Kring Andersen forstår godt, at kravet om livsforsikring kan provokere. Hun fortæller til Politiken, at det kun bliver taget i brug i særlige tilfælde, hvor der ikke er andre muligheder.

Andre banker - blandt andet Arbejdernes Landsbank - har valgt metoden fra.

Brian Stjernholm fra Uvildige.dk opfordrer bankkunder til selv at være mere opmærksomme på, om de bliver tilbudt vilkår, de ikke kan leve med.

- Som det gælder i mange sammenhænge, så skal man som kunde tjekke, om de vilkår, man får repræsenteret, er de bedste, man kan få, og ellers må man ud og undersøge markedet, siger han til Ritzau.