Puma-lignende dyr spottet i Jylland flere gange – ikke umuligt, men eksperter tvivler

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser til TV 2, at de har fået ni anmeldelser om en mulig puma siden marts 2019.

Siden et stort kattedyr i marts blev set i en frugtplantage ved Gammel Rye, har der været gisninger om, at en puma er løs i Midtjylland.

Dyret er spottet mindst ni gange i et område mellem Herning, Vejle og Silkeborg, og for nylig lykkedes det Kitt Buchardt at tage et billede af det.

- Jeg kan bare sige, at den havde den lange hale, og at det var et stort kattedyr. Jeg kunne se dens muskler bevæge sig. Det var ikke et almindeligt dansk dyr, siger hun til TV Midtvest.

Det lykkedes Kitt Buchardt at tage et billede, da hun så det store puma-lignende dyr på en mark ved Give.
Det lykkedes Kitt Buchardt at tage et billede, da hun så det store puma-lignende dyr på en mark ved Give. Foto: Kitt Buchardt / Privatfoto

Men ifølge direktør i Givskud Zoo Richard Østerballe er det ikke særlig sandsynligt, at der strejfer en puma rundt i Midtjylland.

Alligevel vil han, med de mange uafhængige beskrivelser af et stort, brunt, langhalet kattedyr in mente, ikke udelukke muligheden.

- På det bedste af de billeder, der er taget, er jeg ikke i tvivl om, at det er en stor kat. Det kunne godt være en puma, men det kunne også lige så godt været en huskat, siger han.

Møder med puma hænger ikke sammen

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser til TV 2, at de har fået ni anmeldelser om en mulig puma.

Skulle en puma have været alle de steder i Jylland, den er meldt set, har den på for eksempel to dage bevæget sig cirka 40 kilometer. Det er ikke umuligt, men det er heller ikke normalt, påpeger Richard Østerballe.

- Når man kigger på de undersøgelser, man har af pumaen, bevæger den sig normalt kun ti kilometer om dagen. Så den vil have svært ved at komme fra Tørring til Lind på to dage, forklarer han.

Her er Pumaen blevet spottet

Heller ikke i Miljøstyrelsen er man overbevist om pumaens eksistens. Ifølge miljøplanlægger Lasse Jensen skal der mere dokumentation til - for eksempel bedre billeder eller dna-spor.

- Vores informationscenter har modtaget enkelte henvendelser, men vi har ingen håndfast dokumentation for, at der skulle være tale om en puma. De billeder, der er taget, er ikke af en kvalitet, hvor man kan være sikker, siger han.

Kan være illegalt kæledyr

På trods af manglende beviser vil Richard Østerballe ikke helt udelukke, at en puma kan have fundet vej til Midtjylland.

HVAD ER EN PUMA?

Pumaen er et mellemstort medlem af kattefamilien på op til cirka 100 kg. Den lever naturligt i Nord- og Sydamerika. 

Den har et lille hoved, forholdsvis lang hals og lang hale. Bagbenene er længere end forbenene. Pelsen er korthåret og varierer i farve fra brungul over brun til grå.

I forhold til sin størrelse er pumaen det kattedyr, der jager de største byttedyr. Den sniger sig normalt ind på byttet og nedlægger det med et slag med poten. Den er normalt ikke farlig for mennesker.

Kilde: Den Store Danske, Gyldendal 

Han fortæller, at den store kat ikke naturligt kan indvandre fra Amerika, men at den sagtens kan trives i Danmark.

- Det er et dyr, der på ingen måde hører hjemme i dansk natur, men den ville formentlig kunne leve et udmærket liv i Danmark uden at forstyrre mennesker. Men den ville måske blive en smule ensom, siger han.

Det er 30 år siden, den sidste puma i lovligt, dansk fangeskab døde. Den blev dræbt af to tigre i Aalborg Zoo.

Men det er ikke umuligt, at en puma kan være stukket af fra nogle private, der har holdt den illegalt, mener Richard Østerballe.

- Der er mange, der gerne vil have sådan en stor kat, fordi de synes, den er spændende. Og hvis den så slipper fra dem, er det ikke sikkert, at de siger det til nogen, forklarer han.

Tilkald politiet

Findes pumaen, skal den med al sandsynlighed indfanges, forklarer Richard Østerballe. Det sker nemlig, at store hanpumaer angriber mennesker. Angrebene er dog meget sjældne, og normalt stikker pumaen af, længe før mennesker kommer tæt på.

Richard Østerballe opfordrer til, at man hurtigst muligt kontakter politiet, hvis man mener, man har set en puma. Er man hurtigt nok ude, vil den nemlig ikke være svær at opspore.

Skulle det vise sig, at der findes en midtjysk puma, er det ikke første gang, et større rovdyr dukker op i Danmark.

I foråret 2017 dukkede et ulvepar op i Vestjylland, hvor de slog sig ned og fik et kuld på otte hvalpe. De nye rovdyr kom imidlertid hurtigt i karambolage med flere beboere i området, fordi de nedlagde og spiste lokale husdyr - blandt andet flere får.

Alligevel er ulven blevet en fast bestanddel i den vestjyske natur, og senest er endnu to hanulve indvandret fra Tyskland.