Samfund

Straf til ejendomsmæglere efter snyd med falske fremvisninger

Ejendomsmæglerne blev på skjulte optagelser taget i at snyde sælgere med falske fremvisninger af deres bolig.

150.000 kroner.

Det er den samlede størrelse på de bøder, som en tidligere Danbolig-mægler, Lars Bo Christensen, og Niels Hald, som tidligere ejede 15 Danbolig-butikker, netop er blevet idømt af Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere.

Det sker, efter TV 2 i februar kunne afsløre, hvordan to forskellige mæglere bevidst har løjet for et par, som havde sat deres hus til salg gennem Danbolig Amager Strand.

Mæglerne fortalte parret, Ditte og Anders Yde Amsnæs, at de havde haft flere fremvisninger for interesserede købere, men at de pågældende købere alle havde sagt, at prisen var for høj.

Det er fint at høre, at man er enig med os i, at det var noget fusk.

Ditte Yde Amsnæs

På overvågningsbilleder kunne parret dog se, at der slet ikke havde været købere på besøg. Det klagede parret over, og nu er dommen altså faldet.

Ejendomsmægler Lars Bo Christensen, som var den ansvarlige mægler på sagen, er blevet idømt en bøde på 50.000 kroner.

Niels Hald, ejer af Hald-koncernen, der på det tidspunkt ejede 15 Danbolig-butikker i hovedstadsområdet, får en bøde på 100.000 kroner.

En kendelse, som Ditte og Anders Yde Amsnæs er tilfredse med.

- Det er fint at høre, at man er enig med os i, at det var noget fusk, siger Ditte Yde Amsnæs til TV 2 og fortsætter:

- Jeg synes dog, at det er svært at se ud fra kendelsen, om nævnet mener, at det er foregået systematisk, hvilket vi er overbeviste om, at det var, siger hun.

Ingen erstatning

Parret søgte også erstatning på 15.000 kroner - beløbet for at skifte mægler - men det krav har nævnet ikke behandlet.

Alligevel er Ditte og Anders Yde Amsnæs tilfredse.

- Det er svært for os at sige, om bøderne er høje eller lave og dermed også, hvor alvorlig kendelsen er. Men det er fint, at de er gået efter både mægleren og selve kæden, siger Ditte Yde Amsnæs, som fortæller, at sagen nu er slut for deres vedkommende.

Allerede i februar valgte Danbolig Amager at afskedige de to pågældende medarbejdere, som skulle have stået for fremvisningerne, og som var medhjælpere hos Danbolig.

De to medarbejdere var ikke blevet stævnet af parret, som kun valgte at klage over den ansvarlige mægler og den daværende ejer af kæden.

- Det er absolut ikke firmaets politik. Det er fuldstændig uacceptabelt, at vores medarbejdere gør sådan noget her, sagde direktør for Hald-koncernen Torben Hald dengang til TV 2 søndag.

Danbolig afviklede efter TV 2s afsløringer sit samarbejde med Hald-koncernens 15 Danbolig-butikker i hovedstadsområdet.