Arbejdet genoptages efter strejke i Københavns Lufthavn

Det var det samme personale, der torsdag nedlagde arbejdet.

Bagageportørerne i Københavns Lufthavn har genoptaget arbejdet, efter de har strejket siden klokken 13.15 fredag.

En strejke, der har betydet, at SAS har været nødt til at aflyse 34 flyafgange.

Der er tale om bagagemedarbejderne i SAS Ground Handling.

- Det drejer sig om et personaleforhold, hvor vi har en bagageportør, som er medlem af en anden fagforening end 3F. I Danmark har vi foreningsfrihed. Der bliver stillet et krav om, at vi fjerner den pågældende medarbejder, men det kan eller vil vi naturligvis ikke, siger Mariam Skovfoged, kommunikationschef i SAS Danmark.

Alle administrative medarbejdere indkaldt

Ifølge kommunikationschefen er der tale om "en ulovlig arbejdsnedlæggelse", og SAS indkaldte derfor alle administrative medarbejdere tidligere fredag for at mindske konsekvensen af strejken.

Det vides ikke, hvor mange passagerer der nåede at blive berørte af de aflyste flyafgange og de forsinkelser, strejken har ført til.

Torsdag nedlagde samme personale også arbejdet. Det påvirkede mere end 20 fly, og der var flere forsinkelser resten af torsdagen.