Samfund

To børn døde af bakterieinfektion - skole og børnehave lukket

Der er ingen sammenhæng mellem de to dødsfald, lyder det fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

To børn er døde som følge af en sjælden komplikation af E. Coli-bakterien VTEC/STEC inden for kort tid.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed til TV 2.

Styrelsen for Patientsikkerhed præciserer på Twitter, at der ikke er nogen sammenhæng mellem de to dødsfald.

- Vi har orienteret forældre i de relevante institutioner, skriver styrelsen.

Dødsfald på Fyn og i København

De to børn er døde på henholdsvis Fyn og i København.

Torsdag kunne fyens.dk fortælle, at et barn fra børnehaven Solstrålen i Gislev på Fyn var død 4. september af akut nyresvigt.

Børnehaven Solstrålen, som er en del af Gislev Friskole, er ramt af sorg og holder lukket torsdag. Skolen var også lukket onsdag.

- Det er klart, at når der er en smitsom bakterie hos et barn, der har sin gang hos os, træffer vi de foranstaltninger, vi finder rigtigst. Vi valgte at lukke både børnehuset og skolen onsdag for at danne os et overblik over situationen, siger skoleleder Maja Kvist til avisen.

Det andet dødsfald skete hos et barn fra Bavnehøj Skole i København 24. august. Også af akut nyresvigt. Det bekræfter Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune over for TV 2.

Forældrene blev orienteret om dødsfaldet 26. august ledsaget af et brev fra embedslægen med forholdsregler i forhold til hygiejne. Der blev dog ikke indført særlige tiltag, ligesom at skolen heller ikke blev sat under karantæne.

De to børn døde på Odense Universitetshospital og Rigshospitalet.

Statens Serum Institut: Ingen grund til bekymring

VTEC betyder verotoksinproducerende Escherichia coli. Den kan smitte fra person til person, fra drikke- eller badevand samt fra fødevarer, som er blevet forurenet med afføring fra dyr eller mennesker.

Bakterien er derudover kendetegnet ved, at der skal meget små doser til for smitte. Men intet tyder på et udbrud, lyder det fra Statens Serum Institut, der følger sygdommen tæt.

- Vi har kendskab til, at der er tre, der har fået nyresvigt efter at være smittet med VTEC/STEC her i august og september. Men der er ikke noget, der tyder på, at de er smittet med den samme bakterie fra en fælles smittekilde. Intet tyder altså på et udbrud, siger overlæge og afdelingsleder ved Statens Serum Institut Tyra Grove Krause til TV 2.

Skolen har været lukket onsdag og torsdag.

Ifølge Tyra Grove Krause var der 21 tilfælde af smitte sidste år, hvoraf to afgik ved døden. Smitten er ifølge overlægen lidt hyppigere over sommeren.

- Så tre smittede på kort tid er ikke unormalt eller uventet. Men det er tragisk, og det er en sygdom, som vi tager meget alvorligt og følger tæt, siger hun.

- Nogle af disse specielle coli-bakterier af typen STEC kan give akut nyresvigt, særligt hos børn, og det er alvorligt. Men man skal kun gå til lægen, hvis man har blodig diarré, man skal ikke frygte det, siger overlægen.

To børn er døde som følge af en sjælden komplikation af E. Coli-bakterien VTEC/STEC inden for kort tid. Video: Marita À Rógvi

Ifølge Tyra Grove Krause er symptomerne, at børnene først får diarré og siden blodig diarré. I de tilfælde skal både børn og voksne kontakte læge. Det samme gælder, hvis barnet har langvarig diarré eller viser tegn på dehydrering.

Brev sendt til berørte familier

Et professionelt rengøringsfirma er netop nu i gang med at desinficere hele institutionen Solstrålen i Gislev. Det sker på opfordring fra Styrelsen fra Patientsikkerhed, der ikke fandt det nødvendigt at lukke institutionen permanent, oplyser skolelederen.

Der er sendt et brev til de berørte familier, og familierne bliver løbende informeret, ligesom institutionen har et stort fokus på hygiejne og eventuelle symptomer.

Gislev Friskole har i forbindelse med episoden indgået et samarbejde med Faaborg-Midtfyn Kommune, der har stillet flere beredskaber til rådighed.

Umiddelbart tyder det ikke på, at andre børn eller voksne er blevet smittet med bakterien.