Samfund

Danske Spil efterlyser seks millionærer

Der er mange lottovindere for tiden, skriver Danske Spil, der således leder efter seks millionærer.

Seks potentielle millionærer mangler at indløse deres gevinstgivende kuponer. Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

De seks spillere har købt deres kuponer i vidt forskellige dele af landet, men har alle det til fælles, at de har investeret penge i en lottokupon med en gevinst på 1.000.000 kroner eller derover og endnu ikke har indløst den.

- Først og fremmest har vi været inde i en periode med virkelig mange vindere. Derfor er det selvfølgelig naturligt, at der kan være flere, der ligger inde med en kupon, de ikke har fået tjekket, siger Camilla Cornelius, presse- og kommunikationsrådgiver i Danske Spil, i pressemeddelelsen.

Lotto- og Eurojackpot-kuponer

Kuponerne er købt i Taastrup, København, Kerteminde, Give, Hammel og Odense. Fem af millionærkuponerne blev købt sidste og forrige uge, mens den sjette blev købt i juni.

Der er tale om både Lotto- og Eurojackpot-kuponer.

Den mest værdifulde kupon blev købt i en kiosk i København og kan ifølge Danske Spil indløses for 5.988.628 kroner.