Samfund

Hormonbehandling øger risikoen for kræft mere end hidtil antaget

Man har længe vidst, at hormonbehandling øger risikoen for brystkræft - men et nyt studie viser, at det er mere end hidtil antaget. Sari Gustafsson / Scanpix

Det er vigtigt, at kvinder kender risikoen for kræft, inden de går i hormonbehandling, lyder det fra dansk professor.

Hvert år begynder tusindvis af danske kvinder på en behandling med hormoner for at holde generende symptomer på overgangsalderen nede.

Vil man løbe den risiko? Der er risiko for kræft ved begge de to behandlingsformer, vi tilbyder

Overlæge Øjvind Lidegaard fra Rigshospitalet

Men et nyt studie peger på, at prisen for behandlingen kan være højere end hidtil antaget. En ud af 50 kvinder vil udvikle brystkræft inden for fem år som konsekvens af den mest anvendte behandling.

- Studiet dokumenterer med stor sikkerhed, at risikoen for brystkræft er meget afhængig af, hvilken type behandling vi taler om. Det er en viden, som vi skal gøre os umage med at formidle til de kvinder, der overvejer den, siger overlæge på Rigshospitalet Øjvind Lidegaard, som har læst studiet fra den internationale forskningssammenslutning 'Samarbejdsgruppen om hormonelle årsager til brystkræft'.

Studiet er udgivet i det anerkendte videnskabelige tidsskrift The Lancet og er baseret på resultater fra 108.000 kvinder, som har udviklet brystkræft efter en hormonbehandling.

Tæt på hver tiende kvinde behandles

I Danmark er det mellem fem og ti procent af alle kvinder, der går igennem en behandling med kvindelige kønshormoner under eller efter deres menstruation ophører.

Det sker typisk i slutningen af 40'erne, hvor nogle kvinder begynder at døje med hedeture eller gentagne blærebetændelser som følge af ændringer i deres slimhinder. Behandlingen gives også, hvis kvinden har stor risiko for at få knogleskørhed efter overgangsalderen, forklarer Øjvind Lidegaard.

Hvor de kvinder, der har fået fjernet deres livmoder i løbet af livet, får en behandling, der udelukkende består af kønshormonet østrogen, så får kvinder, der stadig har deres livmoder, en kombination af østrogen og gestagen - og det er denne sidste behandling, der indebærer den største risiko for brystkræft

Kan ændre anbefalinger

Kombinationsbehandlingen gives, fordi den rene østrogenbehandling øger risikoen for en anden type kræft - livmoderkræft.

Det viser studiet

I vestlige lande vil 6,5 procent af alle kvinder udvikle brystkræft i løbet af deres liv. Blandt kvinder, som har været i hormonterapi med østrogen og gestagen, er det 8,3 procent af kvinderne. 

Blandt kvinder, som udelukkende tager østrogen eller kun tager gestagen få dage om måneden, er risikoen for brystkræft kun en lille smule forhøjet i forhold til det generelle niveau. 

Før har man troet, at risikoen faldt, når man stoppede på hormonbehandling. Studiet viste, at den forøgede risiko for brystkræft fortsat var forhøjet efter endt behandling. 

Kilde: The Lancet

Det har også hidtil været kendt, at der var risiko for brystkræft ved behandlingen med de to hormoner, men vurderingen har været, at det var væsentligt at undgå risikoen for kræft i livmoderen.

Det, tror professoren, vil måske ændre sig nu:

- Studiet gør, at vi skal til at overveje, hvad der vejer tungest: At forebygge livmoderkræft eller mindske risikoen for kræft i brysterne? siger Øjvind Lidegaard og understreger, at det nye studie peger på, at lidt flere end tidligere troede, at de vil få brystkræft af behandlingen.

Han tror, at studiet kommer til at betyde, at den rene østrogen-behandling bliver mere udbredt på trods af risikoen for livmoderkræft.

- Livmoderkræft er meget sjældnere end brystkræft. Den har en bedre prognose for kvinderne, og det er nemmere at følge dem med en årlig skanning, der kan afsløre forstadier til sygdommen, siger han.

Lægen kan komme med sin anbefaling med præcis og god information, men kvinden har det sidste ord

Overlæge Øjvind Lidegaard fra Rigshospitalet

Dermed er der bedre mulighed for at forhindre og behandle livmoderkræft end brystkræft.

I sidste ende er valget kvindens

Selvom der allerede advares mod kræftrisikoen ved hormonbehandling, så håber Øjvind Lidegaard, at lægerne i Danmark vil blive bedre til at nuancere risikoen ved de forskellige typer af behandling over for de kvinder, som ønsker dem i overgangsalderen.

- Vil man løbe den risiko? Der er risiko for kræft ved begge de to behandlingsformer, vi tilbyder, siger han.

Han slår dog også fast, at kvinder, som ellers ville have mange gener, har stor glæde af behandling. Symptomer under overgangsalderen kan være invaliderende, så østrogen-behandling gavner rigtig mange, og der er ikke på nuværende tidspunkt alternativer, som er ligeså effektive til at afhjælpe alle de nævnte gener som kønshormonbehandling.

Men i sidste ender ligger valget hos kvinden selv, om hun vil løbe den risiko.

- Lægen kan komme med sin anbefaling med præcis og god information, men kvinden har det sidste ord.

Kvinder, som allerede tager hormonbehandling, bør ifølge professoren løbende vurdere, om de vil fortsætte. Jo kortere tid, man er i behandling med østrogen og gestagen, jo mindre er risikoen for brystkræft, slår studiet nemlig også fast.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Sundhedsstyrelsen om deres anbefalinger i forbindelse med hormonbehandling.