Samfund

DSB bløder passagerer: For dyrt i forhold til bil og bus, siger forsker

Hver sjette togrejsende har på fem år opgivet at tage toget over Storebælt.

DSB bløder passagerer.

Flere og flere hopper af togene og ind i bilerne og busserne.

Hver sjette togrejsende har de seneste fem år opgivet at tage toget over Storebælt. Antallet af togrejser over Storebælt er på årets første seks måneder faldet med 92.000 svarende til 2,4 procent af kunderne.

Det fremgår af DSB’s delårsrapport for årets andet kvartal.

På samme tid er 3,2 procent flere personbiler og 5,7 procent flere busser kørt over Storebæltsbroen.

Prisen er afgørende

Det er en negativ udvikling, der er dikteret af prisen på en togbillet. Prisen på en togtur over Storebælt i forhold til prisen for at køre på landevejen er det store problem for DSB.

Det mener trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet:

- DSB’s grundlæggende udfordring er, at det er blevet billigere at køre i bil, og at der er en konkurrence fra fjernbusserne på de ruter og på de tidspunkter, hvor de tjener penge, siger han.

Problemet er jo nok, at politikerne skal gøre det mindre attraktivt at tage bilen

Harry Lahrmann, trafikforsker

Priserne, som de er nu, tilgodeser da også dem, som fravælger toget over Storebælt.

For en billet fra Aarhus til København en fredag klokken 15 tager DSB 399 kroner, mens en bustur med Kombardo Expressen koster 179 kroner. I en typisk familiebil vil turen inklusiv alle udgifter ifølge bilinfo.dk koste 1105 kroner – så hvis man er tre passagerer i bilen, kan det ikke betale sig at tage toget.

DSB erkender, at mange passagerer er stået af togene. Men indsatsen for at få dem tilbage er i gang, lyder det fra kommerciel direktør i DSB Jan Sigurdur Christensen.

- Et af de tiltag, vi arbejder meget med, er Orange-billetter, som man kan få til en meget lav pris, hvis man er ude i god tid og er fleksibel i forhold til, hvornår man skal rejse. Det har kunderne taget godt imod, siger han.

DSB har i år allerede solgt flere af de billige Orange-billetter, nemlig 2,6 millioner, end man gjorde hele sidste år.

Og i juli steg passagertallet fra Østdanmark til Vestdanmark da også for første gang i lang tid med 1,4 procent.

Politikerne skal på banen

Ifølge trafikforskeren er det dog ikke nok. Han peger på, at det er politikerne, der for alvor kan få passagertallet til at stige.

- Problemet er jo nok, at politikerne skal gøre det mindre attraktivt at tage bilen, og det betyder, at de skal gøre det dyrere at tage bilen, siger Harry Lahrmann.

DSB vil ikke blande sig i, hvor meget det skal koste at køre i bil. I stedet satser man på at gøre kunderne tilfredse.

- Det er grundlæggende et politisk spørgsmål, om man vil gøre det dyrere eller billigere at køre i bil. Vi fokuserer på, at det skal være bedre at rejse med DSB, og at kunderne skal have attraktive togture til den rigtige pris, siger Jan Sigurdur Christensen.