Fire europæiske lande mister status som mæslingefri - antal smittede er mere end fordoblet
Sygdommen mæslinger har haft et comeback i flere europæiske lande de seneste par år.
Fire europæiske lande, hvor mæslinger tidligere blev anset som elimineret, mister deres status som mæslingefri.
Det meddeler Verdenssundhedsorganisation (WHO). Organisationen opfordrer landene til at opretholde indsatsen på vaccineområdet.
De fire lande, hvor mæslinger ikke længere anses som elimineret, er Storbritannien, Grækenland, Tjekkiet og Albanien.
- Mæslingesmittens genkomst er bekymrende. Hvis ikke der er en høj andel af immune i alle samfund, vil både børn og voksne lide unødvendigt, og nogle vil dø på tragisk vis, siger Gunter Pfaff, leder af WHO's regionale verifikationsafdeling for eliminering af mæslinger og røde hunde.
Antal smittede fordoblet i Europa
I slutningen af 2017 blev Danmark af netop denne afdeling erklæret fri for mæslinger.
Ifølge WHO var der i de første seks måneder af 2019 89.994 tilfælde af mæslinger i 48 europæiske lande. Det er mere end dobbelt så mange som i samme periode i 2018.
Og det er allerede flere tilfælde end de 84.462, der blev rapporteret om hele sidste år.
Mæslinger er den mest smitsomme børnesygdom og skyldes smitte med et virus. Også voksne kan blive ramt.
Mæslinger er en infektion i luftvejene. Sygdommen viser sig blandt andet ved rødt udslæt på kroppen. I de alvorligste tilfælde er mæslinger livstruende.
På grund af smittefare kræves en vaccinationstilslutning på mindst 95 procent for at eliminere mæslinger via såkaldt flokimmunitet.