GO'

Kaldte kviklån 'fucking genialt' i reklame - nu svarer han på kritikken

Influenter må gerne reklamere for kviklån, men Lenny Pihl er alligevel kommet i modvind. Det er usympatisk, lyder kritikken.

- Hvis du sidder derude lige nu og mangler lidt ekstra penge til en ferie eller en ny telefon eller whatever, så skal du bare lige swipe op her. Så kan du låne fra 100 og op til 10.000 kroner. Altså, det er fucking genialt.

Med de ord opfordrede influenten Lenny Pihl i slutningen af juli sine Instagram-følgere til at tage et kviklån.

Reklamen kom i en story, som forsvandt efter 24 timer, men kritikken af ham og valget om at reklamere for kviklån, fortsatte.

Hans indbakke flød over med beskeder med ord som ”idiot”, ”usmageligt” og ”usympatisk”.

Tidligere har Lenny Pihl ikke forholdt sig til kritikken, men det gjorde han tirsdag aften i 'Go’ aften LIVE'.

- Det er jo bare en reklame, og det er ikke, fordi jeg siger, at jeg også gør det. Folk kan selv læse, og de unge mennesker skal være over 18 år for at få de her lån. De ved jo godt, hvad kviklån er. Man ser det i tv-reklamer konstant. De ved jo godt, at man skal betale nogle ekstra procenter, siger han og henviser til kviklåns høje renter.

Hos Turbolån, som Lenny Pihl reklamerede for, har et kviklån en rente på 761,54 procent om året. Til sammenligning er renten på en kassekredit hos de fleste banker mellem 10 og 15 procent.

Spørgsmål om moral

Så længe man skriver ordene "annonce" eller "reklame" i sit opslag, må man som influent gerne få penge af en virksomhed mod at fremhæve deres produkter online.

Hvad er en influent?

Der findes influenter på alle sociale medier. Nogle er store og har flere hundrede tusinde, der følger med, når de lægger billeder, videoer eller statusopdateringer ud. Man opdeler dem i mega-, makro- og mikroinfluenter, alt efter hvor mange følgere de har.

Fælles for dem alle er, at der er en gruppe mennesker, der aktivt har valgt at følge med i det, de deler.

Det gør dem populære som kanaler for markedsføring, fordi virksomhederne ser deres følgere som mulige kunder.

Derfor har Lenny Pihl loven på sin side. Der er ikke noget ulovligt i at reklamere for kviklån.

En stor del af den kritik, der haglede ned over ham, handler dog ikke om lovgivning, men om moralen bag.

En af dem, der var skarpest i sin kritik, var bloggeren Anna Due, som selv har reklameret for alt fra læbeforstørrende aggregater til brystforstørrende operationer. For hende går kviklånsreklamer over stregen, gjorde hun klart i et Instagram-opslag.

Lenny Pihl vandt sidste år ’Paradise Hotel’, og derfor er der ikke kun voksne, men også en hel del børn og unge blandt hans 159.000 Instagram-følgere.

Ifølge ham selv henvendte opfordringen til at tage et kviklån sig dog ikke til de yngste af hans følgere.

- Som offentligt ansigt skal man selvfølgelig tænke over, hvad man deler, men folk skal jo være 18 år for at få et kviklån, siger Lenny Pihl.

Afstemning

Synes du, at det er i orden at reklamere for kviklån?

På moralens kant

Lenny Pihl er ikke den eneste danske influent, der har mødt kritik på baggrund af et reklamesamarbejde den seneste tid.

I foråret fik LGBT-youtuberen Julia Sofia hug for en række reklamevideoer om Dubai, som ellers er homofjendsk. I maj fik to bloggere kritik for at reklamere for et vanedannende, snuslignende produkt, og for et par uger siden begyndte bloggeren Alexandra Staffensen, der er kendt under navnet Mig og min Tinderbaby, at reklamere for cannabisolie på sin Instagram-profil.

En stor del af de danske influenter er en del af Bloggers Delight og lader dem organisere deres markedsføring på nettet. Og står det til Blogger Delights direktør og medstifter, Henrik Akselbo, ville det være fint, hvis der var et kodeks for influenters markedsføring.

- Men det er der jo også. Der er markedsføringsloven, som også omfatter bloggere, og hvor det er meget klart, hvad man må reklamere for, siger han.

Når en af hans influenter bliver tilbudt et kommercielt samarbejde, tænker han derfor ikke på etik, men på paragraffer, fortæller han.

- I vores arbejde forholder vi os til den gældende lovgivning. Det er dog op til den enkelte influent, om de synes, det er en god idé at reklamere for et produkt, siger han og fortæller, at det er meget forskelligt, hvor influenternes grænser går.

- Men der er nogle produkter, der er meget svære at få nogen til at reklamere for, siger Henrik Akselbo.

Skarpe holdninger til kviklån

Det tyder på, at lige netop kviklån er et af de produkter, der er svære at få afsat hos influenterne. I hvert fald er Lenny Pihl indtil videre den eneste danske influent, der har reklameret for den slags.

Ifølge Henrik Akselbo fra Bloggers Delight er det meget naturligt.

- Kviklån er noget, mange har en holdning til. Men hvis det drejer sig om alkohol – for eksempel øl, er det lidt mere en gråzone. Der er nogle, der synes, at det er helt fint at reklamere for øl, mens andre ikke gør, siger han.

Anna Bertha Heeris Christensen, der forsker i influenters markedsføring på CBS, kan godt se problemet i, at det etiske kompas udelukkende er op til influenterne selv.

- Deres moralske ansvar er lige så stort som dit og mit, siger hun og efterspørger flere regler på området.

- Og så tror jeg, at influenterne skal blive mere bevidste om, hvor stor en indflydelse de har, lyder det fra Anna Bertha Heeris Christensen.

Fortryder ikke

Den hårde medfart, Lenny Pihl har fået på baggrund af kviklåns-reklamen, har han taget til efterretning.

Han fortryder ikke, at han lavede reklamen, men han ærgrer sig over ”alt den røg”, han har fået for den.

- Set i bakspejlet kan jeg godt se, at den her er lidt uheldig. Den ramte mig lidt hårdere, end jeg havde tænkt over. Jeg kan godt se, at det ikke er så smart, og jeg gør det selvfølgelig ikke igen. Det er slut, siger han.

Oplevelsen har samtidig fået ham til at tænke sig lidt mere om i fremtiden.

- Men jeg har ikke tænkt mig at stoppe med at lave reklamer. Det er jo ikke ulovligt, det, vi gør, men det ser måske ikke så godt ud, og den tager jeg med mig herfra, siger Lenny Pihl.

I testen herunder kan du blive klogere på, hvordan reglerne egentlig er, når det gælder influenter og reklamer på sociale medier.

Har du styr på reglerne?

  1. I et reklameopslag på Instagram har influenten tagget virksomhedens navn. Er det tydeligt nok, at der er tale om reklame?

    Du har 0 rigtige

  2. I et reklameopslag på Instagram står der, at det er ”i samarbejde med” en virksomhed. Er det tydeligt nok, at der er tale om reklame?

  3. I et reklameopslag på Instagram står der "reklame" i bunden af opslaget. Er det tydeligt nok, at der er tale om reklame?

  4. I et reklameopslag på Instagram står der, at det er ”sponsoreret” af en virksomhed. Er det tydeligt nok, at der er tale om reklame?

  5. Skal en aftale mellem en virksomhed og en influent være skriftlig, før der er tale om reklame?

  6. En virksomhed giver dig rabat på deres webshop, hvis du deler et link. Skal du skrive, at det er reklame?

  7. Du arrangerer en konkurrence eller en såkaldt ”give away” for en virksomhed. Skal du skrive, at det er reklame?

  8. Du har fået tilsendt et gratis armbåndsur fra et firma, men de har ikke skrevet, at du nødvendigvis skal reklamere for det. Alligevel vælger du at dele et billede af det. Skal du skrive, at det er reklame?

  9. En virksomhed ønsker at henvende sig til en influent på 14 år for at få hende til at reklamere for deres produkter. Hvordan bør de bære sig ad for at overholde loven?

  10. Den 14-årige pige reklamerer for virksomheden og skriver: "Gå ind på linket herunder og køb" og indsætter et direkte link. Er det lovligt?

Se hele debatten om influenters moral i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY.