Samfund

Målet er nået - nu skærer politiskoler på antallet af elever

Antallet af betjente har nu nået det mål, man satte i 2015. Rigspolitiforeningen og flere politikere efterlyser dog flere betjente.

Landets to politiskoler nedlægger fra november to klasser, så de årligt uddanner 48 færre politibetjente i forhold til tidligere år.

Det sker på trods af flere historier den seneste tid om lange sagsbehandlingstider og borgere, som oplever ikke at få hjælp fra politiet. Nu efterlyser Rigspolitiforeningen flere betjente.

På baggrund af en politisk beslutning i 2015 skruede politiskolerne op for optaget af elever for at øge politistyrken til 11.100 betjente fra 10.400.

Nu er det mål nået, og der er ikke flere penge. Derfor skruer skolerne igen ned for elevtallet, og fra november vil 48 færre stole blive indtaget af studerende på landets politiskoler.

Politiformand: Der er desperat brug for flere betjente

Det er meget problematisk, mener formanden for Rigspolitiforeningen, Jørgen Olsen.

- Det er jo dybt tragisk, at vi ikke kan levere den service, vi gerne vil. Hver enkelt politimand ude på gaden vil jo gerne levere denne her service.

Men der er stadig desperat brug for at uddanne flere betjente, mener formanden for Rigspolitiforeningen:

- Vi vil gerne have 300 mere om året i de næste ti år, siger han.

Gentagen kritik af politiet

TV 2 Nyhederne har gennem den seneste tid afdækket, hvordan politiet er blevet kritiseret for ikke at gøre nok. Det gælder også i sager med gode overvågningsbilleder.

Det gælder blandt andet i sagen om Iris Thorvaldsdottir, der efter otte måneder rettede kritik mod politiet for ikke at have taget kontakt til en voldsmand, der overfaldt hende på en pub, selvom hun havde både navn og en mail, hvor gerningsmanden tager ansvaret.

Svaret har gentagne gange været, at politiet har måttet prioritere mere alvorlige forbrydelser.

Ifølge Jørgen Olsen er problemet opstået, fordi politiet i dag har langt flere opgaver end før.

- Terrorbilledet har betydet meget for, hvad vi bruger folk til. Der er jo også en række specialområder, hvor kriminaliteten stiger - for eksempel bandekriminalitet, siger han og peger på bevogtningsopgaver, som er en af de andre store mandskabsslugere.

DF og Venstre vil sætte flere penge af

Både Venstre og Dansk Folkeparti er nu klar til at afsætte flere penge til politiet.

- Vi mangler politifolk, så at man begynder at lukke klasser på politiskolen, hvor der er plads til at få flere ind, det virker for mig meget mærkeligt, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

Hos Rigspolitiet vil man ikke forholde sig til, om der er brug for flere betjente. Her gør man opmærksom på, at man har gjort en stor indsats for at løse problemerne - blandt andet ved at ansætte politikadetter.