Samfund

Karaktergennemsnittet stiger for alle grupper af studenter

Arkivfoto. Karaktergennemsnit stiger for studenter på alle gymnasiale uddannelser.

Etnisk danske kvinder er den gruppe, som får de højeste karakterer.

Danske gymnasieelever får højere karakterer end tidligere.

Fra 2010 til 2018 er karaktergennemsnittet for studenter steget fra 6,6 til 7,2. Det skriver Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.

Også antallet af studenter, der får meget høje karakterer, er steget. I 2010 fik 8,8 procent af studenterne et gennemsnit på mindst 10, og i 2018 var dette tal steget til 15,1 procent.

- De voksende andele med høje karakterer hænger sammen med, at karakterniveauet er steget på alle gymnasiale uddannelser, i alle dele af landet og for studenter med forskellige baggrunde, siger Nikolaj Kær Schrøder Larsen, som er fuldmægtig hos Danmarks Statistik, i pressemeddelelsen.

Kvinderne ligger en smule højere end mændene med et samlet karaktergennemsnit på 7,4, mens mændenes samlet ligger på 6,9.

Højest i hovedstaden

Stigningen i karaktergennemsnittet gælder studenter på alle gymnasiale uddannelser - det vil sige STX, HHX, HTX og HF-enkeltfag. Størst er stigningen i karaktergennemsnit for studenter på HTX med 0,9 procent fra 2010 til 2018.

I region Hovedstaden er karaktergennemsnittet højest med 7,3, mens det er lavest i region Sjælland med 6,9.

Også blandt kvinder og mænd med anden etnisk herkomst end dansk er karaktergennemsnittet steget. For kvindelige efterkommere og kvindelige indvandrere lå snittet i 2018 på 6,3 og 6,4. For mandlige efterkommere og mandlige indvandrere lå det på 5,9 og 6,0.

Minister droppede ny topkarakter

Og netop karakterer er noget, som uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ønsker at sætte fokus på. Hun meldte torsdag ud, at hun dropper at indføre den nye karakter 12+, som den tidligere regering har foreslået, og at hun vil lave om på karaktersystemet.

Ane Halsboe-Jørgensen mener, at det nuværende karaktersystem har for meget fokus på fejl, mens hun også ser problemer med skalaens syv trin, som går fra -3 til 12.

- I mine øjne er det en fejl, at man har lavet en skala, som får de unge til at starte på 12, og så trækker man fra for hver fejl, der laves. Det er en helt usund fejlfinderkultur i mine øjne. Det er også problematisk, at springene på midten er så store, at det kan være utroligt svært at rykke sig som studerende, siger ministeren.

Ane Halsboe-Jørgensen har dog endnu ikke et fast bud på, hvordan et nyt karaktersystem skal se ud.