Samfund

Hundredevis af danskere demonstrerer mod skovbrande i Amazonas

Demonstranterne er utilfredse med manglen på indgreb over for de massive skovbrande i Amazonas regnskov.

Flere hundrede demonstranter er fredag mødt op over for den brasilianske ambassade på Jens Kofods Gade i København i protest mod skovafbrændinger i Amazonas.

De fremmødte er utilfredse med den brasilianske præsident, Jair Bolsonaros, håndtering af det stigende antal skovbrande i verdens største regnskov.

Demonstrationen er organiseret af miljøorganisationerne Fridays for Future og Extinction Rebellion. På Facebook-siden for demonstrationen anklager de den brasilianske præsident for at have vendt det blinde øje til brandene:

- Jair Bolsonaros lader til at have ladet skoven - også kaldet verdens lunger - brænde for at gøre plads til kvægavl og videreføre det folke- og kulturmord på indfødte, han har igangsat siden sin indsættelse som præsident, lyder det.

Ifølge vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer opfører demonstranterne sig indtil videre eksemplarisk.

- Der er mellem 200 og 300 mennesker på stedet. Det foregår stille og roligt, og de opfører sig pænt, siger han.

Amazonas brænder

Amazonas regnskov har i 2019 været udsat for ualmindeligt mange skovbrande.

Der er registreret omkring 73.000 brande i regnskoven mellem januar og august. I hele 2018 blev der registreret under 40.000 brande, viser tal fra Brasiliens nationale institut for rumforskning.

Ingen ved, hvordan skovbrandene er opstået.

Miljøorganisationer og -aktivister advarer om, at hvis skovbrandene i Amazonas bliver for omfattende, vil regnskoven miste sin effekt som "verdens lunge" og i stedet for at optage Co2 begynde at udlede det.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, opfordrede torsdag aften G7-landene til at finde en løsning på de rekordmange skovbrande:

- Vores hus brænder. Bogstaveligt talt. Regnskoven i Amazonas - lungerne, der producerer 20 procent af planetens ilt - brænder, skrev Macron på Twitter.

Brasiliansk præsident skyder skylden på NGO'er

Ifølge Bolsonaro skulle miljøorganisationer have startet de mange skovbrande i et forsøg på skabe en bølge en international kritik af Brasiliens regering.

- Vi tog penge fra NGO'erne. De føler sig nu økonomisk klemt på grund af manglen på finansiering, sagde den brasilianske præsident ifølge CNN.

- Så måske laver NGO-typerne de her kriminelle handlinger for at skabe negativ opmærksomhed mod mig og den brasilianske regering. Det er den krig, vi står over for.