Forsvaret stritter nepotisme-sigtet hærchef ud - uacceptabelt, mener advokat
Den nepotisme-sigtede hærchef H.C. Mathiesen flyttes permanent fra jobbet. Michael Lollesgaard bliver ny hærchef.
Forsvaret gennemfører nu en rokade i sin topledelse, der betyder, at den hjemsendte hærchef Hans-Christian Mathiesen bliver fjernet helt fra sin stilling.
Det er opsigtsvækkende, fordi Forsvarsministeriets Auditørkorps endnu ikke er færdig med at undersøge den sag om nepotisme, der fik forsvarschef Bjørn Bisserup til at fritage hærchefen midlertidigt for tjeneste, mens undersøgelsen pågår.
- Vi har brug for, at der er ro om Hærens ledelse, for vi er i gang med at implementere det nye forsvarsforlig, der betyder rigtig mange ændringer i Hæren, siger Bjørn Bisserup.
Advokat raser over Forsvarets beslutning
H.C. Mathiesens advokat, Torben Koch, raser over, at Forsvaret har valgt at tage hærchefens stilling fra ham, før Forsvarsministeriets Auditørkorps har taget stilling til, om det vil føre en nepotisme-sag eller ej.
- Jeg synes rent juridisk, at det er ganske uacceptabelt, at man gør det her, siger Torben Koch til Ritzau.
H.C. Mathiesen er ifølge advokaten dybt frustreret og synes, "at det er urimeligt".
Hjemsendt for at fremme kærestes karriere
H.C. Mathiesen har været hjemsendt siden oktober, formelt sigtet for at have misbrugt sin stilling til at fremme sin kærestes karriere i Hæren.
Den nu tidligere hærchef bliver i første omgang ikke sparket helt ud, men henvises til et midlertidigt stillingsnummer i Forsvarskommandoen, indtil auditørerne har besluttet, om der skal føres en sag mod ham eller ej.
Det er uvist, hvornår den undersøgelse bliver færdig.
Hvad gør I, hvis han ender med at blive renset?
- Jeg vil ikke spekulere i, hvad vi gør, når den sag på et tidspunkt er slut. Men det er jo normalt i Forsvaret, at man har et job i en årrække, og det har Hans-Christian Mathiesen jo haft, siger Bjørn Bisserup.
Kan der blive tale om, at han så kan genindtræde som hærchef?
- Nej, det kan jeg ikke se for mig.
FN-chef overtager jobbet
Per 1. september hedder den nye hærchef derfor Michael Lollesgaard.
58-årige Lollesgaard er en erfaren generalmajor, der netop er vendt hjem fra Yemen, hvor han har været chef for FN's mission i det borgerkrigshærgede land.
- Det er en stilling, jeg altid har ønsket mig. Det er kronen på værket. Jeg er selvfølgelig ked af det på H.C. Mathiesens vegne, men jeg tror, at det er vigtigt, at der kommer ro omkring hæren, siger Michael Lollesgaard.
Den nyudpegede hærchef var før det chef for Danmarks militære repræsentation i Nato, og han har også været leder af FN's meget farlige Minusma-mission i Mali.
- Michael er med sin store erfaring den helt rigtige til at stå i spidsen for Hæren.
- Jeg har fuld tillid til, at han har præcis de kompetencer, der skal til for at løse de opgaver, der venter Hæren med det nye forsvarsforlig, siger Bjørn Bisserup.
Flere rokader
Udover at H.C. Mathiesen ryger ud til fordel for Lollesgaard, betyder rokaden farvel til den hidtidige nummer to i Forsvaret, viceforsvarschef og generalløjtnant Max Arthur Lund Thorsø Nielsen - kaldet MALT.
Han har søgt og fået Lollesgaards gamle job som chef for Danmarks militære repræsentation i NATO.
Den ledige stilling som viceforsvarschef skal ifølge Forsvaret inden længe slås op.