Samfund

Livgarden ændrer højdekrav for kvinder

Andelen af kvinder i værnepligten er steget siden 2017. Forsvaret mener, at det skyldes bedre kommunikation.

Rekordmange kvinder er søgt ind som værnepligtige i Forsvaret. Hvor andelen af kvindelige værnepligtige i 2017 var på 17,3 procent, er det tal foreløbigt røget op på 24,4 procent i år, oplyser Forsvarets Personalestyrelse.

I alt er omkring 2200 unge netop gået i gang med en værnepligtsuddannelse.

En af grundene til, at der er kommet flere værnepligtige kvinder, er, at Livgarden har ændret kravet til kvinders højde. Tidligere var kravet, at kvinder skulle være 175 centimeter høje. Det er nu ændret til, at kvinder som minimum skal være 169 centimeter høje. I resten af Forsvaret er der ikke noget højdekrav.

- For nogle år siden begyndte vi at skrive til alle kvinderne på en ungdomsårgang lige omkring det tidspunkt, hvor de fyldte 18 år, og vi kommunikerer med dem på den måde, de gerne vil mødes på, siger Peter Gutfeld, som er chef for værnepligts- og rekrutteringsafdelingen i Forsvarsministeriets Personalestyrelse.

Han mener samtidig, at Forsvaret er blevet bedre til at portrættere sig selv, så også kvinder kan se sig selv som værnepligtige.

Flere rekrutteringsmuligheder

Det har store fordele med flere kvindelige værnepligtige, mener Peter Gutfeld. Og han ser gerne en endnu større andel.

- Vi er et sted i dag, hvor vi ikke kan tillade os at se bort fra 50 procent af en ungdomsårgang, og det øger vores base at rekruttere fra.

- Vi vil gerne have tallet endnu højere op, for den her forskellighed giver os et bedre ståsted, når vi skal løse vores opgaver. Og det viser, at samfundet er bygget op om en mangfoldighed, som vi også gerne vil afspejle, forklarer han.

Forskellige uddannelser

Forsvaret tilbyder forskellige værnepligtsuddannelser, som varierer i længde og indhold. Men ifølge Peter Gutfeld er der ikke et synligt mønster i, hvilke uddannelser de kvindelige værnepligtige vælger.

- Lokalt kan man have langt flere kvindelige værnepligtige end gennemsnittet.

- Nogle tjenestesteder ligger på omkring 30 procent for eksempel. Hesteeskadronen (ved Gardehusarregimentet, red.) i Slagelse ligger på 85 procent kvinder, hvor vi i Livgarden er helt nede på fem procent, siger han.

300 flere unge har som følge af sidste års forsvarsforlig fået mulighed for at tage en værnepligtsuddannelse.