Lars Larsen bisat: - Græd ikke, fordi det er forbi - smil for det, der har været

Lars Larsen blev mindet af sine ansatte med 600 blå roser.

- Græd ikke, fordi det er forbi - smil for det, der har været.

Sådan lød ordene på programmet til familie og venner, der torsdag var mødt op i Sejs-Svejbæk Kirke for at sige et sidste farvel til en af Danmarks største forretningsmænd.

Det var en åben ceremoni med plads til 180 personer, og familien havde på forhånd sagt, at de håbede, at folk ville respektere, at der skulle være plads til de nærmeste i kirken.

Program til bisættelsen.
Program til bisættelsen. Foto: TV 2/Julie Almann.

De efterladte havde valgt, at der skulle synges tre salmer og en sang, herunder 'Nu falmer skoven trindt om land' og 'My way' af Frank Sinatra.

600 blå roser

Efter ceremonien i kirken blev kisten båret ud af Lars Larsens to børn, Jacob og Mette Brunsborg, og deres i alt fire børn, der er i alderen 12-19 år.

Udenfor havde en stor gruppe Jysk-ansatte taget opstilling i deres lyseblå Jysk-skjorter før bisættelsens begyndelse.

Med sig havde de 600 blå roser for at mindes den afdøde Jysk-stifter i Jysk-farver.

Blandt gæsterne var også erhvervsminister Simon Kollerup (S), Silkeborgs borgmester, Steen Vindum (V), tidligere landsholdsspiller og tidligere sportschef i Silkeborg IF Ebbe Sand og bokseren Brian Nielsen.

Jysk-medarbejderne havde taget opstilling med 600 blå roser.
Jysk-medarbejderne havde taget opstilling med 600 blå roser. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Lars Larsens børn og børnebørn bærer kisten.
Lars Larsens børn og børnebørn bærer kisten. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Efter ceremonien i kirken mødtes familie og forretningsforbindelser på Jysks hovedkontor i Brabrand. Her blev der i Lars Larsens ånd budt på øl, røde pølser, frikadeller og kartoffelsalat.

Indsamling runder 400.000

Forud for bisættelsen havde familien sendt en forespørgsel ud til de danskere, der ønskede at markere købmandens bortgang.

Der var helt stille, da kisten bevægede sig fra kirken til rustvognen båret af børn og børnebørn af Lars Larsen.
Der var helt stille, da kisten bevægede sig fra kirken til rustvognen båret af børn og børnebørn af Lars Larsen. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

I stedet for blomster ønskede de efterladte, at folk skulle donere deres penge til kampen mod kræft.

- Det er vores håb og ønske, at alle, der ville have givet en blomst eller krans i forbindelse med bisættelsen, i stedet vil betænke Kræftens Bekæmpelse med en mindegave. Vi tror på, at det kan gøre en forskel, lyder beskeden på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside underskrevet af familien.

Indsamlingen rundede torsdag eftermiddag 400.000 kroner.

Kendt som købmanden

I Jysk-koncernens mindedes de 25.000 medarbejdere også stifteren tidligere på dagen ved at holde ét minuts stilhed klokken 12.00 til ære for ham. Og på hovedkontoret i Brabrand indledte Jan Bøgh, administrerende direktør i Jysk, med en tale, fortæller kommunikationschef Martin Aamand.

- Det var et lille mindeord om købmanden, som vi kalder ham, foran alle medarbejderne, siger han til TV 2.

- Så holdt vi et minuts stilhed, og det var meget smukt. Der har været en helt særlig stemning i dag, fordi vi mindes købmanden for det gode, han har skabt, og ærer hans livsværk, som vi forsøger at føre videre i hans ånd.

I Jysk-kredse var Lars Larsen kendt som 'købmanden'.
I Jysk-kredse var Lars Larsen kendt som 'købmanden'. Foto: TV 2/Julie Almann.

Ifølge Martin Aamand var 'købmanden' også netop, hvad der stod på Lars Larsens kontordør. For det var sådan, han så sig selv.

Vil videreføre livsværk

Nyheden om Lars Larsens sygdom kom frem midt i juni, efter at forretningsmanden havde sendt en meddelelse ud til medarbejderne i Jysk Nordics, dog uden at beskrive alvoren.

Det blev først offentligt kendt senere på måneden, at Lars Larsen havde fået konstateret fremskreden leverkræft. Samtidig trådte han også tilbage som bestyrelsesformand for Jysk og Lars Larsen Group med øjeblikkelig virkning.

Lars Larsen havde et stort netværk, og til bisættelsen var også en hilsen fra kronprinsen.
Lars Larsen havde et stort netværk, og til bisættelsen var også en hilsen fra kronprinsen. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

19. august kom den triste meddelelse så fra koncernen, som Lars Larsen nåede at stå i spidsen for næsten frem til sin død: Købmanden var sovet stille ind.

- Vi har i dag mistet vores far, mand og bedstefar, og Danmark har mistet en enestående købmand. Han vil blive savnet af os alle, og når vi har sørget over vores store tab, vil vi fortsat gøre vores bedste for at videreføre hans imponerende livsværk, udtalte sønnen Jacob Brunsborg i meddelelsen.

Lars Larsen efterlader sig sin kone Kristine, to børn og fire børnebørn.