For 28 år siden tog dronning Margrethe flugten ud ad bagdøren og undgik at møde Trump

16x9
Donald Trump har spildt endnu en mulighed for at møde dronning Margrethe. Foto: TV 2

I 1991 forsøgte den amerikanske rigmand at mødes med dronningen, men majestæten tog flugten ud ad en bagudgang på Trumps hotel i New York.

Med Donald Trumps aflysning af statsbesøget i Danmark 2. og 3. september har USA's præsident misset en gylden mulighed for at mødes med dronning Margrethe.

Den officielle indbydelse blev sendt af den danske regent, og dermed havde præsident Trump alle muligheder for at få et årelangt ønske til at gå i opfyldelse.

For 28 år siden var Donald Trump nemlig meget interesseret i at mødes med dronning Margrethe på sit hotel på Manhattan i New York.

Han kom masende og ville mødes med dronningen, så han kunne blive fotograferet med hende

Uffe Ellemann-Jensen, forhenværende udenrigsminister

Det fortæller Uffe Ellemann-Jensen blandt andet om i bogen 'Du store verden' fra oktober 2018, hvor den forhenværende udenrigsminister deler ud af anekdoter og erfaringer fra sit politiske liv.

Dronningen tog flugten ad bagudgang

I et af bogens kapitler beretter Uffe Ellemann-Jensen om et noget aparte møde med Donald Trump i 1991 i New York.

Dronning Margrethe var sammen med prins Henrik på statsbesøg i USA med daværende præsident George H.W. Bush som vært, og Uffe Ellemann-Jensen var med på rejsen som dansk udenrigsminister.

Dronning Margrethe var i 1991 på statsbesøg i USA hos daværende præsident George H.W. Bush.
Dronning Margrethe var i 1991 på statsbesøg i USA hos daværende præsident George H.W. Bush. Foto: Ritzau Scanpix

Efter den officielle del af statsbesøget var overstået i Washington D.C., tog den danske delegation til New York for at tilbringe en overnatning ved Central Park på Hotel Plaza, som rigmanden Donald Trump ejede.

Og her var Donald Trump meget ivrig efter at mødes med den danske regent.

- Han kom masende og ville mødes med dronningen, så han kunne blive fotograferet med hende, fortæller Uffe Ellemann-Jensen i bogen.

Dronning Margrethe syntes imidlertid ikke godt om idéen, og majestæten smuttede ud i storbyen gennem en bagudgang på hotellet.

Efter et diskret vink om dronningens 'forsvinden' måtte den danske udenrigsminister træde i karakter og tage et 15 minutter langt møde med den amerikanske rigmand.

Det ville slet ikke være dronningens stil at mødes med en forretningsmand som Donald Trump

Bodil Cath, tidligere hofreporter

Fortalte røverhistorier til Trump

- Trump virkede bøvet, dum og uinteresseret, fortæller Uffe Ellemann-Jensen i bogen om mødet.

Den danske udenrigsminister måtte fortælle røverhistorier fra Grønland i et forsøg på at fastholde interessen fra USA's nuværende præsident. Noget, der tilsyneladende virkede.

Da de to mænd skiltes, kom Trumps sekretær over og fortalte, at han var imponeret over, hvordan samtalen havde forløbet.

- Wow, han lyttede til dig. Trump har ikke den store koncentrationsevne, men du fangede hans interesse, lød det fra sekretæren ifølge Uffe Ellemann-Jensen.

Næsegrus beundring for Margrethe

Berlingskes beretning fra statsbesøget i 1991 fortæller, at Donald Trump nærede en "næsegrus beundring - særligt for Danmarks dronning".

Dronning Margrethe og Donald Trump nåede aldrig at mødes dengang i New York, men den danske regent kom alligevel i kontakt med en af den amerikanske forretningsmands allernærmeste.

Efter det officielle program under regentparrets USA-rejse var afsluttet, mødtes dronningen med Trumps daværende kone, Ivana Trump. Trump-parret lå på det tidspunkt i skilsmisseforhandlinger, der først blev afsluttet i 1992.

Bodil Cath fulgte regentparret tæt under statsbesøget i USA, og ifølge den tidligere hofreporter havde den amerikanske milliardær ikke de store chancer for at mødes med dronningen:

- Det ville slet ikke være dronningens stil at mødes med en forretningsmand som Donald Trump. Hun har altid holdt sig til etiketten og til det officielle program. Den fraviger hun ikke, siger Bodil Cath til TV 2.

Donald Trump forlader retten i New York i 1991 i forbindelse med skilsmisseforhandlingerne med sin daværende kone, Ivana Trump.
Donald Trump forlader retten i New York i 1991 i forbindelse med skilsmisseforhandlingerne med sin daværende kone, Ivana Trump. Foto: Ritzau Scanpix

Forkærlighed for de kongelige

Trumps planlagte, men nu aflyste, statsbesøg i Danmark har ikke været tilfældigt, for den amerikanske præsident har en forkærlighed for at besøge de kongelige.

Den amerikanske præsident mødtes både i 2018 og i 2019 med den britiske dronning Elizabeth. I forbindelse med det seneste besøg havde dronningen haft "den sjoveste dag i 25 år" ifølge de folk, som Trump havde talt med. Det skriver CNN.

Donald Trump har besøgt den engelske dronning både i 2018 og 2019.
Donald Trump har besøgt den engelske dronning både i 2018 og 2019. Foto: Chris Jackson / Ritzau Scanpix

Trumps interesse for de royale stammer formentlig fra moren, Mary Ann Trump.

Som seksårig så Donald Trump sin mor i 1953 sidde opslugt foran tv'et i timevis den junidag, hvor kroningen af dronning Elizabeth fandt sted i Westminster Abbey.

Det har den amerikanske præsident fortalt i bogen 'The Art of the Deal', skriver The New York Times.

TV 2 har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Uffe Ellemann-Jensen, men han har ikke ønsket at medvirke i artiklen.