100 personer evakueret på DTU i Lyngby

16x9
Både politi og redning er til stede på DTU Foto: Region Hovedstadens Akutberedskab.

En speciel kemienhed kom hele vejen fra Fredericia.

Politi og beredskab var torsdag massivt til stede på Danmarks Tekniske Universitet, DTU, i Lundtofte.

Det skete efter, at Nordsjællands Politi klokken 16.14 fik en anmeldelse om en mistænkelig lugt fra en gasflaske.

Det fortalte vagtchef ved Nordsjællands Politi Daniel Cunneely til TV 2.

- Der er tale om en 50 liter gasflaske, der indeholder nogle gasser, der er eksplosive ved antændelse. De står i et rum, der er beregnet til at have dem, men personalet bliver lidt nervøse, da der lugter af gas fra flasken, sagde han.

Ifølge vagtchefen ville bygningen være afspærret et par timer endnu, mens beredskabet fjernede flasken.

- Selve fareområdet var isoleret til bygningen, men det har så betydet, at cirka 100 mennesker er blevet evakueret, sagde vagtchefen.

På Twitter skrev både Beredskab Øst og Region Hovedstadens Akutberedskab, at de var til stede på DTU. Blandt andet med en særlig kemienhed.

Den kom hele vejen fra Taulov med Trekantsområdets Brandvæsen.

Cirka klokken 20.40 skriver Beredskab Øst, at gasflasken er sikret og er blevet transporteret til et af forsvarets områder.