Tidligere statsministre: 'Dybt fornærmende' og 'et tilbageslag'
Forholdet mellem USA og Danmark har aldrig været dårligere, mener analytikere.
Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen kalder præsident Trumps udskydelse af statsbesøget i Danmark et "tilbageslag for vores landes diplomatiske relationer."
Det skriver Fogh på Twitter.
Han tilføjer, at Arktis' sikkerhedsmæssige og økonomiske udfordringer er for vigtige til at blive overvejet sideløbende med håbløse diskussioner som salget af Grønland.
Også eksstatsminister Helle Thorning-Schmidt kommenterer afbuddet til det planlagte besøg på Twitter:
- Er det en slags joke? Dybt fornærmende over for det grønlandske og danske folk.
Diplomatisk krise
Donald Trumps aflysning udløser en diplomatisk krise mellem Danmark og USA. Det mener to analytikere.
TV 2s internationale korrespondent Svenning Dalgaard kan ikke mindes nogen, der har lavet et lignende stunt.
- Det er fuldstændigt absurd og utilstedeligt, det, der er foregået. Vi må se, hvordan forholdet mellem USA og Danmark udvikler sig i den kommende tid, siger han.
Ifølge Kristian Mouritzen, der er sikkerhedspolitisk korrespondent på Berlingske, har forholdet mellem de to lande aldrig været dårligere.
Han kalder aflysningen historisk og uden fortilfælde:
- Det viser, at hvis man ikke danser 100 procent efter Donald Trumps pibe, så kan man rende og hoppe. Og jeg kan love dig for, at i Berlin og i Paris - hos Angela Merkel og Emmanuel Macron - bliver det her studeret ganske intenst og tolket som en afvisning af ikke bare Danmark, men også Europa, siger han til TV 2.
Lykketoft: Absurd og syret
Tidligere udenrigsminister og formand for FN's generalforsamling Mogens Lykketoft (S) kalder aflysningen for "fuldstændig absurd og syret".
- Der bor faktisk - Donald Trump - 57.000 mennesker i Grønland, og de bestemmer selv. At han troede, at han kunne komme her og smide et købstilbud på gaden til Mette Frederiksen, viser jo bare, at den mand ikke befinder sig i virkeligheden, siger han.
Mogens Lykketoft kalder det også absurd, at den eneste begrundelse for aflysningen er, at Danmark ikke vil sælge Grønland til USA.
- Hvis han (Trump, red.) havde spurgt en hvilken som helst medarbejder i den amerikanske udenrigstjeneste, så ville han have fået at vide, hvordan forfatningen er skruet sammen, og at Grønland er selvbestemmende. Det hele er nonsens.
Han opfordrer til, at man griber situationen an med ophøjet ro:
- Lad os se frem til, at der kommer en normal - så at sige - og velrådgivet præsident i USA om halvandet år, siger Lykketoft.
USA's præsident, Donald Trump, meddelte over Twitter natten til onsdag dansk tid, at han udskyder sit besøg i Danmark, der ellers var planlagt til at foregå fra 2. til 3. september.
Årsagen var statsminister Mette Frederiksens (S) klare afvisning af at diskutere et muligt salg af Grønland til USA.