Trump aflyser besøg

Ekspert kalder afvisning af kongehuset 'en fornærmelse i den tunge vægtklasse'

Den eneste legitime grund til at aflyse et statsbesøg er sygdom, så det er direkte respektløst over for dronning Margrethe, mener kongehuseksperter.

Beskeden om, at den amerikanske præsident, Donald Trump, alligevel ikke skal besøge Danmark i starten af september, er også nået det danske kongehus.

Som statsoverhoved i Danmark var det dronning Margrethe, der havde sendt invitationen og skulle være vært for præsidenten og hans kone, førstedame Melania Trump.

Derfor er både hun og hoffet dybt involveret i statsbesøget, og aflysningen kommer aldeles uventet:

- Det var en overraskelse. Mere har vi ikke at sige om den sag, siger kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, til TV 2.

Den måde, Trump afviser den danske invitation få uger før besøget, er faktisk fuldstændig uhørt og direkte respektløs overfor dronningen, lyder det fra både kongehusekspert og historiker Lars Hovbakke Sørensen og Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen, der har skrevet bogen 'De dybeste rødder - Dronningen fortæller om Danmark og danskerne'.

- Alle i Danmark må tænke, at det er meget mærkeligt. Det er et brud på alle traditioner og etiketter og virker til, at Trump-administrationen opfatter statsbesøg på en helt anden måde, siger historikeren.

- Dette er en fornærmelse i den tunge vægtklasse. Et statsbesøg er normalt med til at bekræfte et venskab, en relation og en alliance mellem to lande, siger Thomas Larsen.

Aldrig sket før

Donald Trump skriver på sin Twitter-profil, at aflysningen kommer, fordi statsminister Mette Frederiksen (S) "ikke har nogen interesse i at diskutere et køb af Grønland".

Men et statsbesøg handler langt fra kun om politik, siger Lars Hovbakke Sørensen.

- Det går ikke ud på at diskutere ét emne. Det finder sted, fordi man er officielt på besøg hos dronningen og dermed den danske befolkning. Så har man først sagt ja, så kommer man. Det afhænger ikke af, hvad regeringschefen siger om Grønland, siger han.

Selvom kongehusets udtalelse er politisk neutral, så er han overbevist om, at der bliver rynket på næsen.

Kongehusets kommunikationschef mindes da heller ikke, at et statsbesøg, som er en betydningsfuld officiel begivenhed, tidligere er blevet aflyst.

Det er kun sygdom eller alvorlige politiske situationer i hjemlandet, der kan stå til grund for en aflysning, ifølge Lars Hovbakke Sørensen. Han tror derfor ikke, at der kommer en ny invitation til den amerikanske præsident lige foreløbig.

Dronningen har støtte

At Danmark skulle nægte USA et statsbesøg, er dog umuligt, fortæller Thomas Larsen:

- Jeg tror, at man ville tage imod ham, fordi USA er en så afgørende allieret, ligegyldigt om præsidenten hedder Donald Trump eller ej, siger han.

Men Trump har givet Danmark og verden en lektion i, at han "næsten er barnagtig og excentrisk i sin opførsel", tilføjer han.

At det vil gå alvorligt ud over præsidentens ry i Danmark, er Lars Hovbakke Sørensen enig i.

- Han kan ikke tillade sig det overfor hverken dronningen, Danmark eller danskerne. Mange må tænke, at det er mærkeligt, at den amerikanske præsident ser på os med så lidt respekt, at han kan aflyse på den måde, siger kongehuseksperten.

På trods af at præsidenten har fornærmet dronningen offentligt, så tror Lars Hovbakke Sørensen, at hun både vil møde sympati fra danskere og amerikanere, som også har kunnet læse om aflysningen i de lokale medier.