Ballonaktivist jubler over Trumps aflysning: - Det er perfekt timing

Trods Trumps aflysning af statsbesøget kommer ballonen stadig op at svæve 2. september.

- Det er topmålet af barnlig opførsel. Donald Trump møder modstand og bliver væk. Det er så småligt, som det kan blive.

Sådan siger Morten Skovgaard, der står bag Facebook-eventet 'Bring Trump Baby to Denmark!', om den amerikanske præsidents aflysning af sit statsbesøg her i landet 2.-3. september.

At Trump bliver væk, er imidlertid ikke dårligt nyt for opmærksomheden om den seks meter høje ballon.

Morten Skovgaard ser nemlig den overraskende udmelding som positiv i forhold til ballonen, der udstiller Donald Trump som en bistert udseende baby i ble.

- Timingen er perfekt. Ballonen er kun blevet endnu mere relevant, nu hvor Trump ikke kommer alligevel. Ballonen skal ses som satire, og den er nu blevet et endnu stærkere symbol på Trumps vanvittige tanker, siger Morten Skovgaard til TV 2.

Nu bliver det en endnu større glædesfest 2. september... Vores æresgæst kommer jo stadig

Morten Skovgaard, ansvarlig for Facebook-eventen 'Bring Trump Baby to Denmark!'

Tusindvis bakker op om event

1500 personer har indtil videre på Facebook tilmeldt sig eventet 2. september, hvor den stationære Trump-ballon skal svæve over en endnu ukendt destination i det indre København fra tidlig formiddag til sen eftermiddag.

Yderligere 9000 personer støtter op om sagen, og derfor forventer Morten Skovgaard en sand folkefest i hovedstaden.

- Nu bliver det en endnu større glædesfest 2. september. Jeg håber, at en masse folk møder op, hygger sig og debatterer Trump og hans politik. Vores æresgæst kommer jo stadig, siger Morten Skovgaard.

Ballon deler vandene

Ballonen har de seneste uger fået stor mediebevågenhed, og projektet har delt vandene.

Det har netop været en del af planen med den seks meter høje karikatur af USA's præsident.

- Ballonen har allerede vist sit værd. Den har medvirket til, at mange har debatteret og taget stilling til Trump og det politiske, han repræsenterer, siger Morten Skovgaard, der blandt andet har debatteret emnet med Lars Aslan Rasmussen fra Socialdemokratiet.

Overgår fantasien

Ifølge Morten Skovgaard er virkeligheden med Trump ved roret for USA nu blevet så absurd, at den overgår fantasien.

Derfor bliver man nødt til at holde muligheden åben for, at Trump ombestemmer sig og alligevel kommer til landet, for "hans psyke blæser i vinden som en ballon", siger den danske ballon-aktivist.

Han forklarer, at Donald Trump-ballonen er ment som satire, men opfordrer samtidig folk til at huske den dybere alvor, der ligger bag den amerikanske præsidents aflysning af statsbesøget i Danmark.

- Man skal selvfølgelig have blik for det alvorlige geopolitiske spil, som Grønland og Arktis nu er blevet en del af. Men de forhold skal politikere og diplomater tage sig af. Så hylder vi satiren, siger Morten Skovgaard.

Mit banner var aldrig for Trump eller for USA. Det var imod Trump-babyen og den latterlige demonstration

Nicolai Oster, initiativtager bag lysreklame for Trump

Value for money

Som modreaktion på happeningen med Trump-ballonen valgte 26-årige Nicolai Oster i sidste uge at betale for to store lysreklamer med ordlyden ”Trump”, der kan ses på Rådhuspladsen i København.

- Mit banner var aldrig for Trump eller for USA. Det var imod Trump-babyen og den latterlige demonstration, siger Nicolai Oster til TV 2.

Nicolai Oster har betalt for tre ugers lysreklame, men vil ikke oplyse, hvor meget han har betalt.

Og han fortryder ikke købet.

- Pengene er ikke spildt, jeg har fået value for money, siger Nicolai Oster, der oplyser, at de blinkende lysreklamer snart vil snart blive slukket.

- Det er relativt meningsløst at lade den køre, når der ikke skal være et statsbesøg alligevel, siger Nicolai Oster.

Personen bag ballon-demonstrationen er tilfreds på trods af, at Donald Trump ikke kommer landet. Han mener, der er tale om en glædens dag. Hvad siger du til det?

- Det svarer til personen, der har tabt 100.000 kroner på et casino og efterfølgende retfærdiggør det og siger, at vi da hyggede os, lyder det fra Nicolai Oster.

Følger Trump verden rundt

Satireballonen har forfulgt præsident Donald Trump siden et statsbesøg i London 13. juli sidste år.

Ballonen blev skabt af en britisk vennegruppe i protest mod Donald Trump, hans politik og hans opførsel.

Siden da har den fulgt efter præsidenten, når han tager på statsbesøg over hele verden - fra Paris til Buenos Aires.