Svindler snød Danske Kirkers Råd for 1 million kroner

16x9
Kirkelige aktører kan ifølge Peter Fiacher-Møller fra Danske Kirkers Fællesråd være særligt udsatte i forbindelse med svindel. Foto: Google Maps

Danske Kirkers Råd strammer sin procedure for bankoverførsler efter at have opdaget svindel for halvdelen af organisationens årlige budget.

I sommerferien modtog en medarbejder i Danske Kirkers Råd en hastemail fra generalsekretæren.

Der skulle overføres penge til nogle bestemte kontonumre, lød beskeden til den mangeårige økonomimedarbejder, der bad om først at få de nødvendige bilag og en forklaring på, hvad beløbet skulle bruges til. Men da han efterfølgende blev beordret til bare at overføre pengene med det samme, adlød han. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Det var først, da generalsekretær Mads Christoffersen vendte tilbage fra ferie i begyndelsen af august, at det stod klart, at det ikke var ham, der havde sendt de mange mails. De var derimod fra en svindler, som fik narret det danske organ for kristne kirker og organisationer til at overføre tre beløb, der tilsammen løb op i 997.000 kroner. Lige nu arbejder politiet på at få pengene tilbage, som er sendt til konti i England og Rumænien. Imens ser organisationen på, hvordan den kan forhindre lignende svindel i fremtiden, fortæller formand for Danske Kirkers Råds og biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller.

- Denne type it-svindel er desværre velkendt og rammer ifølge politiet både store og små organisationer. Vi plejer at have fuldstændig skarpe procedurer, hvor alle bilag skal tjekkes før en overførsel. Men af en eller grund har medarbejderen troet, at han kommunikerede med generalsekretæren, og banken har heller ikke stillet spørgsmål ved de tre overførsler, siger han.

Øget sikkerhedsprocedure

Ifølge Peter Fischer-Møller har Danske Kirkers Råd kun et lille sekretariat med få ansatte, og økonomien er de seneste 20 år blevet varetaget af en frivillig medarbejder. Reglen har været, at overførsler både skulle godkendes af økonomimedarbejderen og generalsekretæren, men dette har ikke været et formaliseret krav. Organisationen har nu sørget for, at der ikke kan overføres store beløb uden to underskrifter til banken.

Derudover er forsøg på it-svindel ikke fremmed i kirkens verden, siger Peter Fischer-Møller. Hans eget stift har flere gange været udsat for lignende forsøg på bedrageri, og kirkelige aktører kan ifølge ham være særligt udsatte i forbindelse med svindlen.

- Arbejdet i kirkelige organisationer som Danske Kirkers Råd bygger på, at vi har tillid til hinanden. Og det skal vi blive ved med at have på trods af denne svindel. De seneste år har undersøgelser ganske rigtigt vist, at it-svindel er udbredt og rammer mange, både private, foreninger og virksomheder. Alligevel lader den ikke til at fylde meget i den kirkelige verden. Det vurderer Kirsten Moesgaard, der er tilknyttet netværket kirkekonsulenter.dk med fokus på ledelse og organisationer.

- I folkekirken har man primært arbejdet med intern svindel og den problematik, som også ses i idrættens verden, hvor en kasserer tager fra kassen. Siden 00’erne er der sket en professionalisering på det område, men i mine 12 år som kirkekonsulent har jeg ikke vejledt i it-svindel eller hørt om andre, der har. Men sagen om Danske Kirkers Råd viser, at det er en ny virkelighed, der også rammer kirken, siger hun og tilføjer, at det i sager som denne er vigtigt, at ledelsen laver en klar procedure, så en enkelt medarbejder ikke kommer til at stå alene med ansvaret for mange penge.

Har ingen forsikring

Jørgen Christensen, der er provst i Hillerød Provsti og næstformand i Provsteforeningen, kender heller ikke til nogen samlede retningslinjer mod it-svindel i den kirkelige verden. I hans eget provsti er reglerne sådan, at der ikke kan overføres større beløb, uden at han skal godkende det hos banken.

- Derudover skal overførsler af store beløb ofte vedtages på møder sammen med provstiudvalget, og de skal registreres flere steder. Så jeg har svært ved at forestille mig, at man kunne slippe af sted med noget som det, Danske Kirkers Råd har oplevet. Men det er klart, at hvis det kan ske for dem, så kan det nok også ske andre steder, siger han.

Danske Kirkers Råd har ingen forsikring, der dækker de tabte penge, men håber at kunne få nogle af dem tilbage med hjælp fra politiet. Beløbet svarer til godt halvdelen af organisationens årlige budget på 1,8 millioner kroner. Indtil videre kommer organisationens arbejde ikke til at blive påvirket, da Danske Kirkers Råd vil låne penge fra de opsparede midler til arrangementet Danske Kirkedage.

Det betyder dog, at der vil være færre midler klar til planlægningen af Danske Kirkedage i Roskilde i 2022.Den økonomiansvarlige i Danske Kirkers Råd skulle på grund af en flytning stoppe sit arbejde den 1. september i år. Han har ikke længere adgang til organisationens konti og fratræder som aftalt.