Samfund

Politikere efter afsløring af aflytninger: - Totalt uacceptabelt

Googles og Apples aflytningsmetoder giver mindelser om Østtysklands Stasi-politi, mener journalist med speciale i overvågning.

Det vækker bred politisk forargelse på tværs af partierne, at Google og Apple har haft ansatte til at aflytte og transskribere indhold fra danske telefoner og højttalere.

Det er Politiken, som tirsdag kan afsløre aflytningen, og ifølge de radikales it-ordfører Ida Auken er det en decideret skandale.

Hun opfordrer regeringen til at tage en snak med Google og Apple om, hvordan aflytningen kan blive bremset. Samtidig bør Datatilsynet gå ind i sagen og finde ud af, om der er sket ulovligheder.

- Det er totalt uacceptabelt, at man kan blive aflyttet fra sin smartphone uden at vide, at man bliver det, eller har givet tilladelse til det. Vi må som lovgivere tage ansvar. Jeg kan ikke forstå, det er lovligt, siger hun til TV 2.

Samme toner kommer fra SF's it-ordfører, Lisbeth Bech Poulsen:

- Vi har set, hvordan data fra Facebook blev misbrugt, og vi er lidt langsomme til at sige, at vi ikke vil acceptere det.

Det har ikke været muligt at få et interview med justitsminister Nick Hækkerup fra Socialdemokratiet, men i et skriftligt svar til TV 2 oplyser han:

- Det er dybt krænkende, hvis store techvirksomheder indsamler informationer om borgernes helt private samtaler. Det går simpelthen ikke. Borgerne skal selvfølgelig kunne regne med, at det, der bliver sagt inden for hjemmets fire vægge, ikke havner et helt andet sted. Jeg går derfor stærkt ud fra, at en sag af denne kaliber bliver taget op i det nye fælles europæiske datatilsyn, for det er netop i sager som denne, at de nye regler om persondata må stå sin prøve.

Datatilsynet i Danmark har ikke nogen kommentarer til TV 2 og henviser ligeledes til, at sagerne prøves i europæisk regi.

I EU er det datatilsynet i det land, hvor et multinationalt selskab har europæisk hovedsæde, der skal føre tilsynet. Både Google og Apple har europæisk hovedsæde i Irland.

Et massivt tillidsbrud

Tre nuværende og tidligere ansatte i virksomheder, der behandler data fra Google og Apple, fortæller til Politiken, at de har lyttet til optagelser, som brugerne formentlig ikke havde tænkt skulle optages.

Det drejer sig om optagelser gennem techvirksomhedernes digitale assistenter, Apples Siri og Googles Assistant.

En anonym kilde siger til avisen, at vedkommende har overhørt skænderier, samlejer samt almindelige samtaler, der tydeligt ikke henvender sig mod Siri.

Værten på Radio24syvs program 'Aflyttet', Anders Kjærulff, mener, at der er tale om et massivt tillidsbrud, og at Google og Apple udviser en "ekstrem respektløshed" for deres kunder.

I hans optik er det ikke en formildende omstændighed, at man som forbruger accepterer en række vilkår, når man køber et Apple- eller Google-produkt.

- Der følger en lang klausul på mange sider, hvor der muligvis står noget, men det kan man ikke forlange, at almindelige borgere kan regne ud, siger han.

Ifølge Anders Kjærulff giver Politikens afsløringer minder om den tyske film 'De andres liv', der handler om det hemmelige politis overvågning af borgere i det tidligere Østtyskland.

Hovedansvaret er virksomhedernes, siger han, men han har også et opråb til forbrugerne:

- Hvis du har en iPhone, så slå for pokker din Siri fra. Hvor svært kan det være at taste dine ting ind? Hvis du har købt en Google Assistant, ville jeg gå ned og kræve pengene igen i butikken, hvor den er købt, med henvisning til at man ikke har fået at vide, at den aflytter ens hjem.

Optagelser skal forbedre teknologi

I både Googles og Apples privatlivsreglementer står der, at optagelser, der indtales til de digitale assistenter, kan gemmes og bruges til at videreudvikle og forbedre teknologien.

Det vil sige, at brugerne giver tilladelse til, at lydoptagelserne kan optages. Men i disse reglementer er det ikke specificeret, at der sidder mennesker, som har adgang til og lytter til optagelserne, og hvornår de lytter med.

Datatilsynsmyndigheder i flere lande har iværksat undersøgelser, og afsløringerne har fået Apple og Google til at sætte deres praksis med optagelser på pause i hele EU fra 1. august.