Bagmand til Trump-reklame på Rådhuspladsen står frem: - En vigtig gæst
Ifølge initiativtageren er der ikke et politisk budskab bag de store, lysende reklameskilte, der siden sidste uge har vakt opsigt på Rådhuspladen.
Siden to store lysreklamer med ordene ”Trump” i sidste uge dukkede op på Rådhuspladsen i København, er der blevet spekuleret i, hvem der står bag dem.
I tirsdagens udgave af 'Go’ aften LIVE' står 26-årige Nicolai Oster frem som manden bag reklamerne.
Han er tidligere næstformand for Liberal Alliance Ungdom, men understreger, at der ikke ligger noget politisk budskab bag reklamerne for den amerikanske præsident.
I stedet, siger han, er de en protest mod en anden kontroversiel kampagne - nemlig den verdenskendte satireballon, der afbilder Trump som en baby, og som har forfulgt præsidenten siden et statsbesøg i London i juni.
Synes Trump-ballon er forrykt
Nu er ballonen kommet til Danmark i anledning af Donald Trumps forventede statsbesøg 3. september, og det bryder Nicolai Oster sig ikke om.
- Jeg synes simpelthen, det er forrykt, at der er titusinder af mennesker, der opfører sig som en gruppe tredjeklassedrenge og får gejlet hinanden op til at mobbe en anden, siger han.
Nicolai Oster mener, at årsagen, til at man har valgt at bringe babyballonen til Danmark, er, at den amerikanske præsident eftersigende afskyr den.
- Det er en vigtig gæst, og så er man respektfuld. Du kan demonstrere mod hans budskaber, du kan demonstrere mod hans politik, men her er motivationen hån og latterliggørelse.
Er mere end hån og latterliggørelse
Men det er Morten Skovgaard, initiativtageren til at bringe ballonen til Danmark under Trumps besøg, lodret uenig i. I tirsdagens udsendelse af 'Go’ aften Danmark' var han i studiet sammen med Nicolai Oster for at debattere sagen.
- Jeg ser den her ballon som en kæmpestor svævende karikaturtegning. Det er en misforståelse, at det er en karikatur på hans udseende. Det er en karikatur på hans adfærd, siger han.
Han forklarer, at ideen bag ballonen er, at den skal repræsentere alle dem, der af forskellige årsager og på tværs af politiske skel er uenige med Trump. Ifølge Morten Skovgaard er målet at bruge satire til at tiltrække så meget opmærksomhed som muligt.
- Der ligger lidt mere i den end hån og latterliggørelse. Når man mobber, sparker man nedad, og når man bedriver satire, sparker man opad. Et af de fornemmeste mål i satire er at bedrive magtkritik, siger han.
Men den forklaring køber Nicolai Oster ikke. Han peger på, at netop fordi der ikke er ét enkelt og samlet politisk budskab bag ballonen, så er det ikke satire.
- Der er ikke noget politisk budskab. Du stiller dig bare op med hån og latterliggørelse, siger han.
Nicolai Oster vil ikke fortælle, hvor meget han har betalt for at lade Trump-reklamen køre på Rådhuspladsen, men selskabet bag lystavlerne har oplyst til Politiken, at prisen er 15.000 kroner om ugen før rabatter.
Tidligere har Berlingske skrevet, at reklamen vil køre i tre uger.