102 familier risikerer for høj stråling fra elektriske tog

16x9
Arkivfoto. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Togene mellem Aalborg og Fredericia skal køre på strøm fra år 2025.

102 familier risikerer at få for høj stråling i deres hjem, når jernbanen mellem Fredericia og Aalborg er fuldt ud elektrificeret.

Det skriver DR Østjylland.

Derfor er ekspropriationsforretningerne i gang på hele strækningen, og en familie i Viby syd for Aarhus har gjort kort proces, da den ved et tilfælde fandt ud af, at dens hjem lå alt for tæt på banen.

- Der vil være et magnetfelt syv en halv meter ind i vores hus, så vi skal eksproprieres, fortæller Malene Fjeldbonde, der rykkede med familien fra Viby til det nærliggende Stavtrup.

Vil ikke blive boende

En ekspropriering er, når eksempelvis en familie bliver tvunget til at afgive jord eller ejendom til staten mod erstatning. Det sker blandt andet ved større offentlige anlægsarbejder som motorveje og togbaner.

- Der var ingen tvivl, da jeg fandt ud af, at der ville være et magnetfelt ind i vores hus. Jeg ville ikke blive boende og slet ikke med små børn, og jeg tænkte også på, hvis vores hus blev usælgeligt. Så vi skulle bare væk derfra, siger hun til DR Østjylland.

Det var lidt af et tilfælde, at familien fandt ud af, at den ville blive berørt, da en advokat i familien ved en barnedåb snakkede om magnetfelt og ekspropriering.

- Vi kunne godt høre, at det var vi berørte af, så min mand ringede til en kontaktperson i Banedanmark, og vi blev oplyst, at vi ikke behøvede være bekymrede, men det var vi alligevel, siger hun.

Hyrede advokat

Familien hyrede en advokat, og på en time fandt hun ud af, at der ville være et magnetfelt syv en halv meter ind i huset, så familien skulle eksproprieres.

Familiens søn på 10 år har svær epilepsi, og hans handicap gør, at der skal tages en masse sociale forbehold.

Derfor kunne familien få en fremrykket ekspropriering, så efter et halvt år var de i et nyt hus.

- Det er en mærkelig proces, da der kommer en masse mennesker ud og skal se end hus, og det er meget formelt. Du har ikke meget at skulle have sagt i forhold til prisen og hvordan det foregår. Det er meget specielt, at man ikke har så meget at sige, siger Malene Fjeldbonde.

Har et godt råd

Hun har et godt råd til andre, der skal eksproprieres.

- Man skal have fat i en advokat, for det er en alt for tung instans at danse med selv. Der er så mange paragraffer og ting, man skal være opmærksom på, som gør det rigtig svært.

Når togene mellem Fredericia og Aalborg skal køre på strøm, er både huse og jordarealer i spil.

Der skal nemlig laves nye broer med adgangsveje, nedlægges broer og laves nye omkørselsveje.

Desuden vil der være hjem, der får så meget elektromagnetisk stråling, at de er uegnede til beboelse, fortæller Marianne Rasmussen, der er områdechef i Banedanmark.

- Jeg kan godt forstå, at der er mange, som synes, det er træls at skulle igennem, men det er nødvendigt, da vi ikke kan gøre det på andre måder. Vi begrænser os selvfølgelig, og vi eksproprierer kun lige nøjagtigt det, der er behov for, siger hun til DR Østjylland.

Ikke sikker på, hvor farligt det er

Forskningen er ikke helt sikker på, hvor farlig strålingen er, og hvad konsekvenserne kan være.

Det fortæller forskningsleder Christoffer Johansen fra Kræftens Bekæmpelse, der blandt andet arbejder med at undersøge elektromagnetiske felter og risikoen for sygdomme.

- Man kan ikke sige, hvor farligt det er. Man kan sige, at værdien 0,4 mikrotesla er en grænse, man satte, da man lavede de første undersøgelser af børn, der boede tæt på højspændingsledninger og fandt, at de havde en øget risiko for leukæmi, siger han til DR Østjylland.

I Danmark svarer det til ét nyt tilfælde hvert femte år.

Spørgsmålet er reduceret til at dreje sig om, at børn har en øget risiko, da man mener, at voksne ikke har en øget risiko, hvis der er eksponering på mere end 0,4 mikrotesla.

Hvis alt går efter planen, skal de elektriske tog som nævnt køre fra år 2025.