Samfund

Rigspolitiet skifter ud i ledelsen efter skandale om teledata

Det sker, efter at Rigspolitiet har identificeret fejl i forbindelse med konverteringen af geografiske koordinater for telemasters placering.

Midt i sagen om fejl i teledata skifter Rigspolitiet ud i ledelsen. Det skriver DR.

Politidirektør John Vestergaard, der hidtil har haft ansvaret for den afdeling, der har stået for teledata, er blevet flyttet fra sin post. Rigspolitiet har bekræftet oplysningerne overfor TV 2.

Omrokering meldt ud i dag

Hans stilling overtages af politidirektør Lene Frank. Det bekræfter Rigspolitiet over for DR Nyheder.

Af svaret fremgår, at Lene Frank "indlånes" af Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi for midlertidigt at varetage stillingen som politidirektør i Rigspolitiet.

John Vestergaard vil - ligeledes midlertidigt - varetage en række strategiske projekter i Koncernstyring, oplyses det.

Omrokeringen er mandag blevet meldt ud til medarbejderne i Rigspolitiet.

Alvorlige fejl i teledata i straffesager

Tidligere mandag kom det frem, at Rigsadvokaten midlertidigt har stoppet for brugen af teledata som bevis for domfældelse i straffesager.

Det skyldes, at der er fundet nye alvorlige fejl i de data, der bliver brugt i straffesager.

Ifølge justitsminister Nick Hækkerup (S) betyder de nye fejl, at sagen er blevet "meget værre", siger han til TV 2:

- Hvis der er en risiko for, at uskyldige bliver dømt, eller at skyldige går fri, bliver der skubbet til vores tillid til retssystemet. Derfor bliver vi nødt til at tage teledataen ud af retssagerne og gennemgå tidligere sager, hvor det er blevet anvendt, for at sikre, at der ikke er blevet begået justitsmord.

Der har vist sig at være fejl i de masteplaceringer, som er anvendt til at sandsynliggøre en telefons position.

Desuden er der konstateret flere forskellige fejl i den rådata, som politiet modtager fra teleselskaberne.

Bekymring på Christiansborg

Bredt i Folketinget vækker de nye oplysninger bekymring. I Venstre kalder formand for Retsudvalget Preben Bang Henriksen suspenderingen af brugen for "dybt beklagelig", men også "nødvendig":

- Det her kan medføre, at forbrydere, der burde være dømt, går fri, fordi man mangler et af de tungeste beviser. På den anden side må jeg også sige, at der er ingen tiltalte i Danmark, der skal dømmes på baggrund af beviser, som der kan være tvivl omkring. Derfor er det den helt rigtige beslutning, der er truffet, men det er med stor beklagelse, at jeg ser, at beviserne nu må lægges på hylden for en tid, siger han.

Hos Enhedslisten lyder de samme toner. Her mener retsordfører Rosa Lund, at sagen bør give anledning til en diskussion om, hvordan staten fremover opbevarer teledata.

Hun har allerede stillet flere spørgsmål til justitsministeren om sagen og forventer, at justitsministeren indkalder til drøftelser om netop det, når den nedsatte kontrolgruppe til september har fremlagt dens resultater.

Stop for brug af teleoplysninger gælder indtil videre i to måneder frem til 18. oktober.