Flere katte end nogensinde før havner på internat

Det er især killinger, der fylder på landets dyreinternater, og det går ud over de voksne katte.

Der er i øjeblikket usædvanlig travlt på Dyrenes Beskyttelses dyreinternater.

Da juli blev til august, var der 1525 katte på organisationens otte internater, og det er flere end nogensinde før.

Og det er ikke bare en smule flere af de knurhårrede, der sidder på internaterne og venter på et hjem. Den tidligere rekord fra 2014 lød på 1246 katte – næsten 300 færre, lyder det det fra organisationen.

I øjeblikket er flere end 200 katte indskrevet på Roskilde Internat. Værst står det til på Fyns Internat, hvor knap 400 katte venter på nye hjem.
I øjeblikket er flere end 200 katte indskrevet på Roskilde Internat. Værst står det til på Fyns Internat, hvor knap 400 katte venter på nye hjem. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Det er især killinger, internaterne i øjeblikket får indleveret, og dyrepasser Carina Rønne Løkkegaard fra Roskilde Internat er ikke i tvivl om, hvad årsagen til det er.

- Folk får simpelthen ikke ordnet deres katte. De bliver ikke kastreret og neutraliseret, siger hun i ’Go’ morgen Danmark’.

En hunkat, der ikke er neutraliseret, kan godt få to kuld killinger om året, så i løbet af kort tid kan én kat blive til 13.

Efterlades i det fri

En stor del af de katte, der lige nu befinder sig på dyreinternaterne, har triste historier med sig i bagagen. I stedet for at blive afleveret hos nogen, der vil tage sig af dem, er de blevet efterladt i det fri.

- Det er et rigtigt dårligt valg at efterlade katte i naturen. De har behov for vores hjælp til at finde mad og vand, så de kan ikke klare sig i naturen. Som katteejer bør man tage et ansvar, siger Mie Munck, der også er dyrepasser på Roskilde Internat.

Den form for dumping af katte har netop Dyrenes Beskyttelse haft fokus på de seneste år, og derfor ærgrer det også organisationens familiedyrschef, at det stadigvæk sker.

- Det kan godt undre mig, at tallet er blevet så højt i år, men på den anden side er det positivt, at dyrene i det mindste ender i trygge hænder, når de findes hjælpeløse og uden nogen ejere, som vil tage sig af dem, siger Jens Jokumsen i en pressemeddelelse.

Voksne katte overses

Selvom der i år er flere killinger end normalt på dyreinternaterne, er det ikke svært at finde nye hjem til dem, fortæller dyrepasserne fra Roskilde Internat.

Det betyder til gengæld, at de voksne katte bliver overset af de mulige adoptivfamilier.

- Vi kan sagtens forstå, at man gerne vil have en cute og lækker killing, men der er også fordele ved en voksen kat. Den er renlig og opdraget, siger Carina Rønne Løkkegaard.

Perserkatten Kisumine har boet på Roskilde Internat i to måneder indtil videre. Dyrepasserne er ikke helt klar over hendes alder, men hun er mellem to og fire år. Hun har en kæbeskade og kan derfor være en af de katte, der kommer til at bo længe på internatet.
Perserkatten Kisumine har boet på Roskilde Internat i to måneder indtil videre. Dyrepasserne er ikke helt klar over hendes alder, men hun er mellem to og fire år. Hun har en kæbeskade og kan derfor være en af de katte, der kommer til at bo længe på internatet. Foto: Kim Johnsen / Dyrenes Beskyttelse
Afstemning

Dyrepasseren fortæller, at det altid lykkes at finde et hjem i sidste ende – selvom det godt kan tage et halvt års tid og kræve lidt idérigdom.

- Vi er mere kreative med de voksne katte og sørger for at få dem på Facebook og Instagram, så folk kan se, hvor skønne de er, siger Carina Rønne Løkkesgaard.

Hos Dyrenes Beskyttelse vil man gerne understrege, at der i øjeblikket er så mange katte på internaterne, at ikke alle når at få deres billede online. Leder man efter en kat at adoptere, bør man derfor besøge internaterne i åbningstiden.

Se nogle af de katte, der lige nu venter på et hjem, i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.