'Dyne-Larsen' skrev historie med sine tv-reklamer - derfor blev de en succes
Lars Larsen tog let på sine tv-optagelser, men reklamerne var led i en nøje tilrettelagt kampagne.
- Go' daw, jeg hedder Lars Larsen, og jeg har et godt tilbud til dig.
Man skal ikke have set meget fjernsyn, for at kunne sætte ansigt på ordene, der gennem tre årtier er blevet sendt ud i de danske tv-stuer.
Grundlæggeren af møbelkæden Jysk, Lars Larsen, der mandag døde 71 år gammel, var kendt for sine simple og tillidsvækkende tv-reklamer. Men reklamerne var en del af en nøje tilrettelagt marketingskampagne, der skulle gøre 'dynekongen' folkelig.
Ifølge instruktør og producent Hans-Erik Saks, der sammen med Lars Larsen producerede de karakteristiske Jysk-reklamer, er der ikke langt fra den muntre og jævne købmand, danskerne kender fra tv'et, til den virkelige Lars Larsen.
- Han var, som han er i reklamerne. Han elskede at være med, og han kom tit ind studiet og fortalte en af sine ret saftige vittigheder. Det, synes vi, var rigtig sjovt.
Ifølge tv-producenten havde Lars Larsen ofte en afslappet holdning til reklamerne. Han ville helst ikke øve for meget, men hellere lade indspilningerne udfolde sig, som det faldt ham naturligt.
- På et tidspunkt skulle vi lave noget med nogle håndklæder, der skulle falde ned foran ham. Men i stedet faldt de ned oven på ham, og det synes han var sjovt, så vi endte med at bruge det, fortæller Hans-Erik Saks.
En gennemtænkt strategi
Men Lars Larsens afslappede stil var ikke kun for den gode stemnings skyld. Ifølge Hans-Erik Saks var den også årsagen til, at Jysk-reklamerne endte med at blive en succes.
- Det var bestemt en del af grunden til, at de blev så store. Det var ærligt. Det var bare en mand, der sagde, ”Jeg hedder Lars Larsen, og jeg har et tilbud til dig”, forklarer han.
Men reklamerne har måske ikke været så tilfældige som så.
Ifølge grundlægger og partner i reklame- og marketingvirksomheden Mensch Frederik Preisler var Lars Larsens folkelige image en del af en nøje udtænkt markedsføringsstrategi.
Selvom manden i reklamerne, ifølge Preisler, udsprang af den virkelige jyske købmand Lars Larsen, var målet at få ham til at fremstå så ærlig og almindelig som muligt.
- Han iscenesatte en rigtig klodshanshistorie om sig selv. Én ting er reklamerne, men han har også gjort det på andre måder - for eksempel i hans selvbiografi, siger han.
På trods af at Lars Larsens reklamer fremstod enkle og sparsommeligt produceret, må man ifølge Frederik Preisler ikke glemme, hvor mange penge han brugte på at få dem sendt så ofte og i bedste sendetid.
Bragte en genre til Danmark
Selvom de første Jysk-reklamer med 'Dyne-Larsen' var enestående i Danmark, da de første gang blev sendt på TV SYD i 1987, var konceptet allerede almindeligt kendt i udlandet.
- Han var stærkt inspireret af, at alle amerikanske tv-kanaler havde en karismatisk brugtbilsforhandler, der hed ting som 'Ærlige Joe', siger Frederik Preisler.
I Danmark vakte Lars Larsens personlige tv-reklamer opsigt, og de var inspiration for mange andre, der siden lod sig inspirere af Jysk-reklamerne.
I dag, 32 år efter de første gang blev sendt i dansk tv, er hans "Go' daw" cementeret som en del af dansk reklamehistorie.
- De har status som en referenceramme. Man kan tale om reklamer som forførende, elegante og provokerende - og så er der sådan noget som Jysk Sengetøjslager, forklarer Frederik Preisler.
Selv var Lars Larsens klar i spyttet. Det var ikke gået ham henover hovedet, at hans mangeårige tv-kampagne har været en bragende succes, på trods af at kun få så det komme.
- Mange grinte jo af de der reklamer i starten og syntes, det var plat. Men det var mig, der grinte i det lange løb, har han senere sagt i et interview.