Danskerne siger farvel til millardæren, der var glad for at betale sin skat

Med sin personlighed og sine evner til at få en forretning til at vokse har Lars Larsen opnået både sympati og respekt blandt mange danskere.

- Go' daw, mit navn er Lars Larsen, og jeg har et godt tilbud til dig.

Den jyske dialekt fra tv-reklamerne var formentlig mange danskeres introduktion til grundlæggeren af Jysk Sengetøjslager - eller bare Jysk, som butikkerne hedder i dag.

Mandag sov 71-årige Lars Larsen stille ind i sit hjem i Silkeborg, men der er ingen tvivl om, at han lever videre i mange danskeres bevidsthed som en af landets mest kendte forretningsmænd.

Det bevidner de mange positive kommentarer, der dagen igennem er strømmet ind både på sociale medier og blandt de danskere, TV 2 mødte på gaden.

- Det er utrolig trist, at han er død. Han er en mand, alle har haft et forhold til i landet. Selvom jeg er fra slut-halvfemserne, så kender jeg ham, jeg vil også gå ud fra, at min min lillebror kender ham, og han er født i nullerne, siger den studerende Sebastain Würtz Bonde, som føler sig overbevist om, at nyheden berører næsten alle.

Ved Jysks allerførste butik, som ligger på Silkeborgvej i Aarhus, havde en person lagt en buket blomster mandag.
Ved Jysks allerførste butik, som ligger på Silkeborgvej i Aarhus, havde en person lagt en buket blomster mandag. Foto: TV 2

Lod sig ikke påvirke af den store succes

Netop reklamerne med den uprætentiøse jyde har været med til at forme mange danskeres syn på Lars Larsen.

Lars Larsen - blå bog

Lars Larsen blev født 6. august 1948 i den jyske by Arnborg og voksede op i Hurup.

Han var gift med Kristine Brunsborg, som han havde børnene Jacob Brunsborg og Mette Brunsborg med.

Lars Larsen åbnede den første Jysk Sengetøjslager-butik i Aarhus i 1979.

I dag ligger der omkring 2500 Jysk-butikker i mere end 40 lande.

Han oprettede senere Lars Larsen Group, der foruden Jysk, står bag kæder som Ilva, Bolia.com og Sengespecialisten.

Jysk er i dag kongelig hofleverandør, og Lars Larsen modtog blandt megen hæder det danske ridderkors og fik sin egen vej ’Lars Larsens Vej’ i Tørring-Uldum Kommune.

Allan Corfix Lykke, som TV 2 mødte på gaden, husker, hvordan han selv så reklamerne i sin farmors hjem som barn og fattede sympati for den jyske forretningsmand på skærmen.

- Han var en god reklamemand, og det var altid hyggeligt, når han tonede frem, siger han.

Det samme lyder nærmest enstemmigt i kommentarerne på TV 2s sociale medier, hvor der mandag aften er flere end 1400 personer, der har skrevet en kommentar til nyheden om Lars Larsens død:

- Han var fantastisk dygtig til alt, hvad han gjorde, og samtidig havde han begge fødder plantet solidt på jorden. Han er og var et kæmpe forbillede for mange, og det vil han også være i fremtiden, lyder det fra Tenna Linde Hansen på TV 2 Nyhedernes Facebook-side.

Næsten 5500 personer havde klokken 17 reageret på TV 2 Nyhedernes opslag om dødsfaldet - ti timer efter nyheden blev offentliggjort.

Seref Geo Dogan mener, at mange kan lære af Lars Larsens person:

- En sand forretningsmand og i høj grad et menneske, som var ydmyg og ikke spillede med de store armbevægelser grundet hans formue, skriver han.

JYSK-grundlægger, Lars Larsen, var en af de første, der brugte sig selv i reklamer i Danmark. Video: Anders Masannek Jørgensen

Skaber fascination

Netop Lars Larsens personlige egenskaber bliver rost af mange, fordi han ikke lod sin enorme succes stige sig til hovedet.

Blandt andet advokerede han stærkt for, at virksomheder skulle betale deres skat i Danmark med glæde.

Det gjorde han, alt imens han skabte et forretningsimperium, der på 40 år voksede fra én butik i Aarhus til over 2800 forretninger verden over. Hans formuer er anslået til 30 milliarder kroner.

Det er en historie, der fascinerer, og erhvervsminister Simon Kollerup fra Socialdemokratiet var da også en af flere danske politikere, der i løbet af dagen var ude og fremhæve Lars Larsens bedrifter.

- Lars Larsen blev folkeeje og satte sit tydelige præg på dansk erhvervsliv. Jeg sender mine varmeste tanker til familien og hans mange medarbejdere - ikke bare i Danmark, men verden over, skrev han på Twitter.

Den danske statsminister Mette Frederiksen, som har mødt Lars Larsen, skrev ligeledes på Facebook, at hun oplevede ham som "uhøjtidelig" og "utrolig behagelig".

- Lars’ livsværk er beundringsværdigt. Han har altid bidraget til det danske samfund. Og været stolt af det. Sammen med sin familie og sine mange medarbejdere har han opbygget en stor, global virksomhed med stærke rødder i Danmark. Til gavn for hele landet. Tak for det, skrev hun.

Lars Larsens forretningsimperium vil nu blive overtaget af hans søn, Jacob Brunsborg. Udover sønnen efterlader Lars Larsen sig datteren Mette og sin kone Kristine.