Samfund

Chokolade tilbagekaldes over hele landet - kan give allergiske reaktioner

Chokoladen kan indeholde spor af jordnødder.

Chokoladerne kan indeholde jordnødder, selvom det ikke står på ingredienslisten.

To varianter af chokolade i æsker bliver kaldt tilbage af PR Chokolade, fordi en af chokoladerne i æskerne indeholder jordnødder.

Det er ved en fejl ikke blevet oplyst i ingredienslisten, oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om hvide og blå æsker af mærket Orangeriet Vest. Æskerne er blevet solgt via Interflora og andre blomsterbutikker.

Chokoladerne vejer mellem 110 og 200 gram og er holdbare fra 1. august 2019 - 20. februar 2020. Det er firmaet PR Chokolade A/S, der står bag chokoladeæskerne.

Kan blive syg af at spise dem

De bærer stregkodenumrene 5704727020260 og 5704727019318.

I en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen begrundes tilbagekaldelsen med, at forbrugere med allergi over for jordnødder kan risikere at blive syge, hvis de spiser chokoladen.

Forbrugere, der allerede har købt chokoladerne, rådes til at kassere dem eller levere dem tilbage, hvor man har købt dem.