Se billederne: Op mod 40.000 gik parade i København

Tusindvis af mennesker trodser grå himmel og hylder seksuelle minoriteter ved optog gennem hovedstaden.

Mellem 35.000 og 40.000 personer trodsede lørdag eftermiddag grå himmel og regndråber og deltog i Copenhagen Pride.

Det skønner arrangøren bag festivalen, der hylder mangfoldighed og sætter fokus på seksuelle minoriteter.

Optoget satte i gang omkring klokken 13 og bevægede sig fra Frederiksberg frem til Rådhuspladsen i København.

Copenhagen Pride har fundet sted hvert år siden 1996. Lørdagens optog var kulminationen på en uge i regnbuefarvernes tegn.

- Jeg er her for at udtrykke kærlighed til menneskeheden og for at sige, at man er smuk, ligemeget hvem man er, siger en af deltagerne i paraden, Fillip Filipek.

- En parade er ikke kun en fest. Det er en manifestation, og den øger bevidstheden blandt folk. Og en øget bevidsthed giver en større accept af seksuelle minoriteter, siger han.

Derudover skal man udnytte, at vi bor i et land, hvor en Pride-parade er mulig, mener Anne Bergfelt, der gik paraden med sine veninder.

- Vi gør det for alle mennesker verden over. Det er vigtigt, for vi kan netop gøre det. Vi er et af de få lande i verden, hvor det er muligt. Det skal vi bakke op om, siger hun.

Kommerciel grænse

Det er både firmaer og enkeltpersoner, der deltager i paraden. Man har kunnet se masser af vogne med virksomheders logoer og flag.

Det kommercielle islæt har dog nået dets grænse, lyder det fra kommunikationschefen i Copenhagen Pride, Thomas Rasmussen.

- Generelt har vi de seneste tre-fire år fået flere sponsorer, og vi oplever også en større interesse fra firmaer i forhold til at indgå samarbejder med Copenhagen Pride.

- Nu mener vi, at vi har nået et maks i forhold til kommercielle aktører, der går med i paraden, siger Thomas Rasmussen.

Cirka en tredjedel af de 160 grupper, der i år gik med i paraden, har betalt for at være med.

Optoget nåede frem til Rådhuspladsen i København ved 15-tiden, og her blev prisen Årets Laks uddelt. En pris til en person eller en organisation, der "bevæger sig imod strømmen i arbejdet for sexuelle minoriteter".

I år blev det Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn, der fik prisen, som tidligere blandt andet er blevet givet til Helle Thorning-Schmidt, Anders Fogh Rasmussen, forfatter Leonora Christina Skov og tv-serien 'Skam'.

Pride-festen på Rådhuspladsen fortsætter til midnat.