Hjertestarter svigtede under hjertestop i fitnesscenter

Allerede i 2018 advarede en fagmand om, at hver anden hjertestarter, han tjekker, er uden strøm og dermed ikke kan redde liv.

I sidste uge faldt en mand om med hjertestop i et fitnesscenter i Slagelse.

Andre medlemmer fik hurtigt hentet den hjertestarter, der var i centret - men det viste sig, at den var løbet tør for batteri.

- Der står 'low battery' (lavt batteri, red.), og da går der et chok gennem en, siger Claus Bøgild, der er ejer af fitnesscentret Aktivt Velvære i Slagelse.

Manden blev heldigvis reddet af andre medlemmer og en ambulance, der var hurtigt fremme.

- Det var en barndomskammerat, der lå der, og det er jo ikke så lang tid siden, så man er stadig dybt berørt af det, siger Claus Bøgild, der er ejer af fitnesscentret Aktivt Velvære i Slagelse.

Advarer om livsfarlig tendens

Episoden sætter spørgsmålstegn ved, om vi kan stole på de mange hjertestartere, der er sat op i de senere år.

Det er nemlig de enkelte centre, virksomheder og institutioner, der har ansvaret for at checke, om den virker.

Allerede i efteråret 2018 advarede en fagmand om, at netop dette kunne ske.

Chris Pedersen, der arbejder hos firmaet Medidyne og dagligt servicetjekker hjertestartere, oplever, at halvdelen af hjertestarterne ikke virker, da de er løbet tør for batteri.

- Det er alarmerende, at de hænger uden strøm, sagde Chris Pedersen til TV 2 i november.

- Folk køber hjertestartere i god tro. Problemet er bare, når vedkommende, der købte hjertestarteren, får nyt arbejde, så er der ingen, der står med ansvaret for hjertestarteren, forklarede han.

En hjertestarter løber typisk tør for batteri efter fem år.

Kendskab til flere episoder

I TrygFonden, der administrerer det danske netværk med 20.000 hjertestartere, gør episoden derfor indtryk.

- Det er selvfølgelig utroligt ulykkeligt, at man står med en hjertestarter og en person, der har fået hjertestop, hvor man rigtig gerne vil bruge den pågældende hjertestarter, og så virker batterierne ikke, siger Grethe Thomas, der er projektchef i TrygFonden.

TrygFonden har kun kendskab til tre lignende episoder de seneste ti år, men opfordringen er klar:

- Når man køber en hjertestarter og registrerer den på netværket, så har man et ansvar for som ejer, at den altid er funktionsduelig, forklarer Grethe Thomas.

Fitnesscenter strammer op

Det ansvar for, at hjertestarteren skal tjekkes for strøm, er nu gået op ejeren af fitnesscentret i Slagelse.

- Jeg erkender, at ansvaret er mit, og det skal jeg ikke løbe fra. Vi skal sørge for, at den virker, siger Claus Bøgild.

Derfor har han strammet op på proceduren i centret og sat nye instruktioner på hjertestarteren, der beder folk kontakte personalet, hvis de ser, at den blinker med en rød advarsel.

Hjerteforeningen foreslår, at man for eksempel på arbejdspladser, i motionscentret eller den forening, hvor der hænger en hjertestarter, vælger en person, der har ansvaret for den, og sørger for regelmæssige tjek.

Ifølge TrygFonden får omkring 4000 mennesker hjertestop uden for et hospital i Danmark. Tilbage i 2003 overlevede kun omkring 3,8 procent, mens overlevelsen i dag ligger på 10,4 procent.