Samfund

75-årig vil også have en undskyldning: - Hvad bildte Danmark sig egentlig ind?

Red Barnet har tidligere undskyldt for deres rolle i tvangsforflytningen af de grønlandske børn. Nu er det regeringens tur, mener Helene Thiesen.

Efter Godhavnsdrengene i går fik en officiel undskyldning, har statsminister Mette Frederiksen lagt op til, at flere grupper kan få den undskyldning, som de ønsker sig.

Blandt dem, der længe har ventet på en undskyldning, er 75-årige Helene Thiesen, der er et af de børn, der i begyndelsen af 1950'erne blev tvangsfjernet fra sin familie i Grønland og sendt til Danmark.

Hun og 21 andre grønlandske børn blev fjernet fra deres hjem af danske myndigheder og tvangsflyttet fra kolonistyret Grønland til Danmark bistået af Red Barnet og Røde Kors.

- Det var en syg tankegang

Danmark ønskede at give disse børn en barndom under bedre sociale forhold, end de ville have fået i Grønland. Efter opholdet i Danmark skulle de vende tilbage til Grønland som bedre rollemodeller for andre børn. Men forsøget slog fejl.

Børnene blev ikke sendt hjem til deres familier. I stedet blev de anbragt på et børnehjem, og flere af børnene så aldrig deres familier igen.

- De tog vores familier, vores land og kultur fra os. Det var en syg tankegang. Hvad bildte Danmark sig egentlig ind?, spørger Helene Thiesen.

Red Barnet har tidligere erkendt fejlen, som de har undskyldt.

På høje tid med en undskyldning

Helene Thiesen mener dog, at det er på høje tid, at hun og de andre grønlændere, der blev tvangsfjernet, også får en undskyldning fra det officielle Danmark ligesom Godhavnsdrengene fik det tirsdag.

Godhavnsdrengene er mænd, der som børn var anbragt på børnehjemmet Godhavn i Nordsjælland fra 1947 til 1976. Her blev de udsat for psykisk og fysisk vold af børnehjemmets personale. I over ti år har de kæmpet for at få en undskyldning af staten, som skal rettes imod alle danske børnehjemsbørn, der er blevet dårligt behandlet.

- Det her skete ti år før det med Godhavnsdrengene. Hvis den danske regering skal nå at give os en undskyldning, så skal det til at være, siger Helene Thiesen, som forklarer, at der højst er otte af de 22 tvangsfjernede, som stadig er i live.

Og måske er der håb forude for Helene Thiesen. Mette Frederiksens intention om at følge tirsdagens officielle undskyldning til Godhavnsdrengene op med flere officielle undskyldninger til grupper, der er blevet svigtet af samfundet, møder bred opbakning i folketinget, hvor både SF, de radikale, Enhedslisten og Nye Borgerlige er med på idéen.

Konservative: Man kan ikke undskylde på andres vegne

I modsætning til Nye Borgerlige og den venstre del af Folketinget, mener flere blå partier, at Mette Frederiksen begik en fejl, da hun gav undskyldningen til Godhavnsdrengene.

- Man kan undskylde de ting, man selv har gjort forkert, men ikke på andres vegne, siger De Konservatives socialordfører, Brigitte Klintskov Jerkel.

Men det argument køber Helene Thiesen ikke.

- Gjort er gjort. Vi skal have en undskyldning for det, som vi blev udsat for. Det var så forkert.

For Helene Thiesen vil en undskyldning fra den danske regering betyde retfærdighed og oprejsning.

- Hvis vi får en undskyldning, vil alle kunne se, at det var så forkert, det der blev gjort mod os, vores familier og grønlænderne i det hele taget, siger hun.

Sendt på kvindehjem og steriliseret

Også 89-årige Caroline Olsen vil gerne have en undskyldning fra Danmark.

Hun blev som 18-årig sendt til Kvindeanstalten på Sprogø, hvor hun blev tvangssteriliseret.

Danmark indførte sterilisationsloven i 1929. I 1934 blev den udbygget i en lov særligt rettet mod åndssvage.

Lovene skulle forhindre børnefødsler blandt borgere, som ikke kunne tage vare på deres børn. Loven fra 1934 byggede på videnskabelige påstande om, at åndssvage ville få åndssvage børn. Loven blev dengang betragtet som et vigtigt redskab til at sørge for, at de ’degenererede’ ikke ville få så mange børn.

Loven blev afskaffet i 1967. Siden da er der blevet taget skarpt afstand fra den.

- Hvorfor skulle de ødelægge et raskt menneske?, siger Caroline Olsen, der i dag bor i Sverige.

Helene Thiesen var blandt de 22 grønlandske børn, der i starten af 1950'erne blev tvangsfjernet fra sin familie og sendt til Danmark.