Samfund

Fire danske influenter politianmeldt for grove lovovertrædelser

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt fire influenter for skjult reklame på sociale medier.

Det skal fremgå tydeligt, hvis man som bruger på sociale medier får penge eller produkter for at promovere en virksomhed. Det fremgår af markedsføringsloven.

Alligevel er såkaldte influenter flere gange blevet kritiseret for at omgå reglerne, og det har fået Forbrugerombudsmanden til at lave en omfattende undersøgelse.

Her er 37 influenters kommercielle opslag blevet undersøgt, mens der er taget stikprøver af en række profiler med over 100.000 følgere på sociale medier som Instagram og Facebook.

Det har ført til fire politianmeldelser for "grove overtrædelser", mens ti andre har fået indskærpelser for ikke at markere reklamer tilstrækkeligt.

Hvad er en influent?

Der findes influenter på alle sociale medier. Nogle er store og har flere hundrede tusinde, der følger med, når de lægger billeder, videoer eller statusopdateringer ud. Man opdeler dem i mega-, makro- og mikroinfluenter, alt efter hvor mange følgere de har.

Fælles for dem alle er, at der er en gruppe mennesker, der aktivt har valgt at følge med i det, de deler.

Det gør dem populære som kanaler for markedsføring, fordi virksomhederne ser deres følgere som mulige kunder.

- Jeg ser med stor alvor på overtrædelser af forbuddet mod skjult reklame, for der må ikke være tvivl om, hvornår vi som forbrugere møder markedsføring, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvilke influenter der er blevet anmeldt.

Vildleder følgerne

I de tilfælde, hvor influenterne har overtrådt forbuddet mod skjult reklame, fremgår det ikke, at der er kommercielle interesser bag, står der i pressemeddelelsen.

Der er også tilfælde, hvor det ikke fremgik tydeligt nok, fordi reklamemarkeringen enten stod i bunden af et opslag, eller fordi der var brugt uklare ord som "spons" eller "ad" i stedet for "reklame".

Forbrugerombudsmanden mener, at der er risiko for, at de danskere, der følger de anmeldte profiler, er blevet vildledt til at tro, at der er tale om personligt indhold og anbefalinger fra influenten selv.

- Vi skal kunne have tillid til, at reklamer fremstår som reklamer. Derfor skal influenter sørge for, at det er tydeligt, når der er tale om en reklame og ikke blot en personlig anbefaling til deres følgere. Det gælder for eksempel også for Instagram Stories, hvor hvert enkelt opslag med reklame tydeligt skal fremstå som reklame, siger Christina Toftegaard Nielsen.

Overtrædelse af loven straffes med bøde.

I testen herunder kan du blive klogere på, hvordan reglerne egentlig er, når det gælder influenter og reklamer på sociale medier.

Har du styr på reglerne?

  1. I et reklameopslag på Instagram har influenten tagget virksomhedens navn. Er det tydeligt nok, at der er tale om reklame?

    Du har 0 rigtige

  2. I et reklameopslag på Instagram står der, at det er ”i samarbejde med” en virksomhed. Er det tydeligt nok, at der er tale om reklame?

  3. I et reklameopslag på Instagram står der "reklame" i bunden af opslaget. Er det tydeligt nok, at der er tale om reklame?

  4. I et reklameopslag på Instagram står der, at det er ”sponsoreret” af en virksomhed. Er det tydeligt nok, at der er tale om reklame?

  5. Skal en aftale mellem en virksomhed og en influent være skriftlig, før der er tale om reklame?

  6. En virksomhed giver dig rabat på deres webshop, hvis du deler et link. Skal du skrive, at det er reklame?

  7. Du arrangerer en konkurrence eller en såkaldt ”give away” for en virksomhed. Skal du skrive, at det er reklame?

  8. Du har fået tilsendt et gratis armbåndsur fra et firma, men de har ikke skrevet, at du nødvendigvis skal reklamere for det. Alligevel vælger du at dele et billede af det. Skal du skrive, at det er reklame?

  9. En virksomhed ønsker at henvende sig til en influent på 14 år for at få hende til at reklamere for deres produkter. Hvordan bør de bære sig ad for at overholde loven?

  10. Den 14-årige pige reklamerer for virksomheden og skriver: "Gå ind på linket herunder og køb" og indsætter et direkte link. Er det lovligt?

De ti spørgsmål er alle udarbejdet efter forbrugerombudsmandens gode råd til influenter om skjult reklame.